FORÅRSBAZAR på Sorø Kunstmuseum
Sorø Kunstmuseum slår snart dørene op for den populære Forårsbazar, som før lå på Store Bededag, men nu afholdes lørdag den 25. maj kl. 10-17.
Det er tredje år i træk, at Sorø Kunstmuseum lægger hus til Forårsbazaren – et hyggeligt design- og kunsthåndværkermarked i museets store publikumssal, café og gårdhave.
”Som både byens og regionens kulturelle samlingspunkt ønsker vi på Sorø Kunstmuseum at styrke adgangen til kunsten og de beslægtede kunstarter som design og kunsthåndværk. Vi inviterer derfor alle indenfor i museets smukke rammer, hvor de fremmødte kan gå på opdagelse i unikke kreationer fra nogle af landets dygtigste kunsthåndværkere. Der har i år været ekstra stor interesse blandt udstillerne, hvilket virkelig glæder os”, udtaler Vanja Falk, publikum- og eventansvarlig på Sorø Kunstmuseum.