Sæt kryds i kalenderen fredag den 31. maj, hvor erhvervslivet i Sorø Kommune igen sætter fokus på trivsel med trivselsdagen. Sorø Erhverv har stablet to spændende gåture på benene – en i den nordlige og en i den sydlige del af kommunen – i tidsrummet kl. 14-15.

I Sorø mødes vi på Torvet kl. 14.00 og går Ingemann-ruten. Ruten er 3,5 km med 6 stop undervejs, hvor kulturkonsulent Mette Tingholm gør os klogere på B.S. Ingemann – en af de vigtigste digtere i den danske romantik og en ledende skikkelse i det rige kulturliv i Sorø i 1800-tallet.

I Dianalund mødes vi på parkeringspladsen foran Filadelfias Administrationsbygning, Kolonivej 1, 4293 Dianalund kl. 14.00 og går Filadelfialoopet. Der er parkeringsmuligheder på begge side af bygningen. Ruten er 2,7 km med fortællinger om Filadelfias bygninger, kunstværker og historie undervejs. Sonja Petersen er ”tropsfører”.

Alle er inviteret til at deltage på begge gåture, og Sorø Erhverv opfordrer til, at I også finder på jeres egne trivselsarrangementer på dagen.

Fremover vil trivselsdagen blive holdt den sidste fredag i maj. Læs mere her:
https://soroe.dk/service-og-selvbetjening/erhverv-og-virksomheder/soroe-erhverv-gratis-erhvervsservice/erhvervsarrangementer/trivselsdagen

Ingemanns hus. Foto: SDL