“Som en Jeppe i baronens seng har man måttet knibe sig i armen for at forvisse sig om, at det ikke er en ond drøm. Men nej, det er ganske vist: Sorø Byråd har besluttet (på sit møde den 25. februar) at afskaffe byens turistbureau på Torvet i det gamle rådhus. Den kommunale million kroner, der blev brugt til at yde levende lokal turistservice, skal i stedet sendes til Slagelse som betaling for virtuel markedsføring på portalen www.visitvestsjaelland.dk under overskriften ”Oplev Sjællands vestkyst”…”

Således indledes en pressemeddelelse fra Tersløsegaard, der nu tilbyder at bidrage med lokal turistinformation. Endvidere lyder det:

ters“Foran Tersløsegaard findes et smukt lille gadekær, men det er nu ikke til at forveksle med nogen kyst. Der er 30 km ud til Storebælt. Så trods den kommunale vision om at ændre Sorø til et mål for kystturisme, vil Ludvig Holberg museet ikke råde sine gæster til at medbringe badetøj. Til gengæld vil vi gerne efter evne prøve at bidrage til at udfylde tomrummet efter ophøret af Sorøs turistservice. Derfor er der nu på www.tersloesegaard.dk indsat en samling links til soranske attraktioner (foruden til viden om Holberg og Sorø Akademi). Se selv HER.

Vores mening er at hjælpe med at finde flere oplevelser i nærheden af Ludvig Holberg museet, så man kan tilrettelægge en hel god udflugtsdag i forbindelse med besøg på Tersløsegaard. Gæster er også velkomne til at kontakte Tersløsegaards foreviser (post@tersloesegaard.dk eller tlf. 74 46 67 70) med spørgsmål om mulighederne for finde lokale vandingssteder (med kaffe, kager, mad og drikke) under udflugten.

Kritik og kommentarer er velkomne. Send en mail til post@tersloesegaard.dk”