Sorø Kunstmuseum kan med glæde se tilbage på et begivenhedsrigtigt 2019 med tre velbesøgte særudstillinger samt mindeværdige besøg og begivenheder.

Dronning Margrethe var på privat visit i maj for at opleve Hornung – Ind i stoffet. Sommeren blev lun med verdenspremieren på Madame Nielsen & Baronesse Brøgger Jazz-kvartet. Med nyfortolkninger af en række af det tyvende århundredes jazz-standards indtog de museets café. Og så blev det også året, hvor en noget spektakulær konstellation fyldte salene, da popsangeren Kandis-Johnny og musikeren Søren Mølstrøm fra Kunst-ud-til-folket gav musikalske omvisninger. Her opførte de bl.a. sangen To farver, der tager udgangspunkt i museets værk af samme navn (fra 1971) af Albert Mertz. Sangen blev spillet live i TV 2s Godmorgen Danmark og blev nummer et på Dansktoppen!

Del på sociale medier