toiletdagen2
Toiletkampagne – det handler om at påvirke adfærden der, hvor den finder sted – på toilettet.

Mandag den 5. maj løber årets Skoletoiletdag af stablen på Ankerhus i Sorø. Her får skolefolk og andre med interesse for elevers sundhed og hygiejne inspiration til, hvordan de skaber sundere og renere omgivelser for landets skoleelever. Blandt andet kan man høre om intelligente skoletoiletter og om teater som formidlingsform, når det gælder om at fremme hygiejnen blandt de yngste elever.

Intelligente skoletoiletter, Radio Prutskid og erfaringer fra Børneinkontinensklinikken på Næstved Sygehus er noget af det, der er på programmet, når skoleverdenen og sundhedssektoren sætter hinanden stævne på årets Skoletoiletdag den 5. maj.

ram mig
Ram mig – skydeskiver i toiletkummerne giver et puf hen imod bedre hygiejne.

Sorø Kommune er vært i samarbejde med Rådet for Bedre Hygiejne, som står bag Skoletoiletdagen.

– Når vi i Sorø Kommune synes at skoletoiletter er et emne, som skal tages alvorligt, og som vi gerne vil være med til at sætte på dagsordenen, så er det blandt andet, fordi vi står over for en folkeskolereform, der har som sit vigtigste mål at styrke elevernes læring og trivsel. Og man kan altså hverken trives eller lære noget, hvis man sidder og holder sig, fordi toilettet er for ulækkert, siger formand for Børn og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune, Rolf Clausen, som byder velkommen på mandagens temadag.

toiletdagen
Miljøteam i 5. klasse på Stenlille Skole. Klassens miljøteam gør klasselokalet rengøringsparat, så rengøringsassistenten får tid til at ordne toiletterne to gange i løbet af dagen.

Sorø Kommune deltager også selv med et indlæg om Projekt renere toiletter, som gennem de sidste år har sat Sorø på landkortet som en af de kommuner, der gør en særlig indsats for at fremme hygiejnen på toiletter såvel som i klasselokaler. Først gennem en oprydningskampagne og siden gennem en storstilet indsats for bedre toilethygiejne og renere toiletter. Seneste skud på stammen er opgraderingen af den klassiske dukseordning til et toptunet miljøteam, hvor fællesskab og høj musik er med til at gøre den daglige oprydning i klassen til en æressag og skabe bedre arbejdsmiljø for såvel elever og lærere som rengøringspersonale.

Skoletoiletdagen finder sted på Ankerhus Seminarium, Slagelsevej 70-74, 4180 Sorø, mandag den 5. maj kl. 11 til 15.15.

Fakta
Skoletoiletdagen 2014 er en temadag arrangeret af Rådet for Bedre Hygiejne. Formålet er at sætte fokus på betydningen af hygiejne på skolerne og formidle viden om og praktiske erfaringer med hvordan man kan fremme hygiejnen og skabe bedre trivsel.

Skoletoiletdagen åbnes af viceborgmester Rolf Clausen, som også er formand for Børn og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune.