En ny brugerundersøgelse viser, at størstedelen af de ældre, som får leveret varm mad fra kommunen, er tilfredse med de leverede måltider.

Sorø Kommune har i efteråret 2022 udført en brugertilfredshedsundersøgelse blandt de borgere, som er visiteret til at få leveret varm mad gennem kommunen. Det gælder både borgere på kommunens plejecentre og hjemmeboende borgere.

Stor stigning i tilfredsheden på kommunens plejecentre
Undersøgelsen viser, at 71 % af beboerne på kommunens plejecentre er enten tilfredse eller meget tilfredse med den mad, de får leveret. Sidste år blev der lavet en lignende undersøgelse. Her svarede 50 % af beboerne, at de var tilfredse eller meget tilfredse med den mad, de fik.

Den markante stigning af tilfredse beboere skyldes sandsynligvis, at Lundebos køkken, som leverer maden til plejecentrene, har haft en særlig opmærksomhed på området det seneste år. Medarbejdere fra køkkenet har blandt andet besøgt alle kommunens plejecentre og snakket med både personale og beboere om deres oplevelse af maden.

Leder af Lundebo Eva Sell siger i den forbindelse:

”Vi lægger en stor værdi i at kunne levere god mad til beboerne på kommunens plejecentre. Det er svært at gøre alle tilfredse, men vi gør meget ud af, at der laves varierede menuer, så der er lidt til enhver smag.”

Også de hjemmeboende borgere er overvejende tilfredse med den mad, de får leveret. De hjemmeboende borgere har mulighed for at få leveret mad enten gennem Det Danske Madhus eller Café Heiss. Undersøgelsen viser at 92 % af de borgere, som får leveret mad fra Det Danske Madhus, generelt er enten tilfredse eller meget tilfredse med maden, mens 87 % af de borgere, som får leveret mad fra Café Heiss, generelt er enten tilfredse eller meget tilfredse med maden.

Det er en politisk beslutning, at der skal udarbejdes en årlig brugertilfredshedsundersøgelse af den varme mad, og udvalgsformand Lars Schmidt er glad for årets resultat. Til det siger han:

”Maden har stor betydning for de ældres livskvalitet, og det er derfor vigtigt, at vi som politikere kan stå inde for den mad, der leveres gennem kommunen. Det viser årets undersøgelse os heldigvis”.

 

Foto: ABW