KL’s Børne og Kulturudvalg var tirsdag på besøg i Sorø Kommune for at høre om kommunens arbejde med stærke børnefællesskaber.

Det skriver Sorø Kommune til Dit Sorø.

Stærke Børnefællesskaber er overskriften for Sorø Kommunes arbejde med børn, unge og familier i Sorø Kommune.

Tirsdag besøgte KL’s Børne og Kulturudvalg Sorø Kommune for at høre mere om nogle af de redskaber, som bruges i det pædagogiske arbejde i daginstitutioner og skoler. Udvalget blev blandt andet præsenteret for de 10 Pædagogiske Pejlemærker, specialteamet og ressourcelandskabet.

Udvalget besøgte daginstitutionen Holberghaven for at høre om arbejdet med de pædagogiske pejlemærker og ressourcelandskabet i dagligdagen.

Og der var god inspiration at hente, mener udvalgsformand, Thomas Gyldal Petersen.

“Det systematiske arbejde med pejlemærkerne er meget spændende. Det var meget tydeligt under besøget i Holberghaven, at fokus er, at alle børn skal trives, og at fællesskabet skal løfte alle børn, så alle har en plads. Det synes jeg er stærkt,” siger han.