Sorø & Friends er en overbygningsforening, der bl.a. står bag julebyen på Torvet. Julebyen har på de gode dage i år været et tilløbsstykke, på trods af et endnu sparsomt udvalg af boder, samt delte meninger om det opvarmede telt.

Det kan godt være ikke alle er lige begejstrede for det æstetiske udtryk, men det har været kompromisets kunst i år og et fokuspunkt – sammen med flere aktive boder – til næste år. Og Sorø & Friends stopper ikke der.

Henrik Olsen, formand for Sorø & Friends. Foto: SDL

Formand for Sorø & Friends Henrik Olsen og eventansvarlig Johnny Andersen løfter nu sløret for et par af de nyskabelser som 2019 vil byde på. Vigtigst lige nu er en nytårskur 5. januar 2019 kl. 12 – 14 som vil have Sorøs borgere som målgruppe. “Sorø Kommune holder en fremragende nytårskur for erhvervslivet, og vi synes det er på sin plads at alle os borgere – ikke mindst dem der handler i Sorøs butikker og bruger Sorø aktivt – får lejlighed til at hilse på venner og naboer og fejre, at vi er kommet godt ind i det nye år”, siger Henrik Olsen til Dit Sorø. “Ligeledes har vi fundet en taler, som plejer at være garant for en kort og præcis tale med lidt kant”, tilføjer han.

Dit Sorø kan også løfte sløret for, at Sorø & Friends er lykkedes med, at arrangere de stærkt efterspurgte Torvedage, hvor boder med bl.a. delikatesser skal skabe mere liv i bymidten. Det bliver i første omgang den første fredag i hver måned, startende fredag d. 5. april 2019 i forbindelse med Sorø and Friends’ Middelhavsfest på torvet. Nærmere information følger i Sorø Avis og her på Dit Sorø.

Følg Sorø & Friends på Facebook lige her. 

Pressefoto
Pressefoto