Onsdag d. 10. januar 2024 kl. 14:30 åbner Tersløse sognegård dørene til en sogneeftermiddag med Sarah Auken om længslen efter at komme hjem.

Vi har altid vandret. I den kristne og åndshistoriske tradition har bevægelse til fods været centrale elementer. Moses gik 40 år i ørkenen, Jesu disciple kaldtes ”Vejen”, og de vandrede med ham. Aristoteles gik, imens han underviste, ja, hans undervisning kaldtes “peripatetisk”, altså “omkringvandrende”. Goethe gik i Harzens bjerge, og Kierkegaard gik Københavns gader tynde. Den middelalderlige pilgrim vandrede til Rom eller til Santiagio.

Pilgrim betyder fremmed, og den moderne pilgrim er vel ikke ofte fremmed i bogstavlig forstand, men måske nogen gange åndeligt hjemløs. Hvorfor går vi? Og hvor går vi hen? Fhv. svensk biskop Martin Lind har prøvet at indkredse vandringens essens med de syv nøgleord: langsomhed, stilhed, frihed, bekymringsløshed, enkelhed, spiritualitet og fællesskab. Men bliver de altid indfriet? Sarah Thorngreen Auken vil føre os igennem vandringens kulturhistorie og vise de ressourcer, vi kan hente i vores egen historie. Hun vil også give et bud på, hvordan man kan bede med fødderne; måske behøver vi slet ikke at gå så langt for at komme hjem til os selv.

Sarah Thorngreen Auken er sognepræst i Søborg v. Gilleleje og har gået både til Santiago og Gilleleje. Hun anvender vandring i sjælesorgssamtaler og i konfirmandforberedelsen.

Foto: SDL