Preben Lemann er indehaver af Lemann Grafisk i Stenlille og aktiv i Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening.

Har du planer om at besøge nogle af de lokale julemarkeder?
Et par stykker når der er tid. Det er utroligt hyggeligt, og jeg er meget glad for markeder i det hele taget. Her til jul er de så bare helt fantastiske.

Hvordan plejer du at pynte op til jul?
Det gør jeg meget sjældent, idet min kone Annette er superskrap til det. Men vi har julepynt i hele huset, og jeg nyder det.

Går du i kirke ved juletid?
Ikke specielt ved juletid. Jeg går af og til i kirke, men lige så gerne på andre årstider og lige så gerne i forskellige kirker.

Køber du nogle kalender- eller julegaver i Sorø/Stenlille/Dianalund?
Stort set alt købes lokalt. Men var jeg tvunget til at køre i bus, kunne vi nemmere komme til Slagelse eller Holbæk fra Stenmagle, end til Sorø. Der mangler samling på kommunen, når vi taler infrastruktur. Små samfund får lov til at sejle deres egen sø. Det synes jeg er meget ødelæggende, når vi alle gerne ville have en effektiv og samlet kommune.

Synes du kommunens butikker har gode parkeringsforhold?
Ja, heldigvis de fleste steder, men i Stenlille er der pludselig lavet busholdeplads uden varsel foran byens dejlige spisested og foran den tidligere kiosk, der nu er på vej på tvangsauktion. Det er ret respektløst, da der ikke har været nogen form for høring. Men ellers er der fornuftige parkeringsforhold de fleste steder, og især i Sorø. Jeg forstår dog ikke, at der er bilkørsel igennem Storgade. Vi kan jo sagtens parkere bagved alle butikker, og så ville en gågade være noget hyggeligere. Det ville få mig til at komme til bymidten noget oftere.

Synes du Købstaden Sorø fortjener titlen som Sjællands hyggeligste juleby?
Selvfølgelig gør den det. Trods den manglende gågade, er Storgade heldigvis så tit aflukket og gjort til en spændende markedsgade, at her bliver superhyggeligt. Samtidig er der så meget kultur og så mange herlige mennesker i byen, at man kun kan holde af den.

Preben Lemann