Den ny statue af Ludvig Holberg er nu opstillet foran Tersløsegaard, skriver Tersløsegaard i en pressemeddelelse.

Søndag den 5. juli 2020 blev en stor dag på Ludvig Holberg Museet i Tersløse. Den berømte forfatter, som flyttede ind på Tersløsegaard for præcis 275 år siden, står nu som skulptur i forhaven til sin egen herregård. Hugget i sten og med ansigtet vendt mod Tersløse kirke, som ligger på den anden side af Holbergsvej.

Med hvirvlende vinde og solide regnbyger havde vejrguderne sørget for den helt rigtige dramatik, da bestyrelsesmedlem Susanne Søhuus fra Den Holbergske Stiftelse afslørede billedhuggeren Rune Glyholts smukke værk, som er en gave til museet. Det skete foran et begejstret publikum på et halvt hundrede mennesker.

Det er første gang en statue af Holberg opstilles siden 1898, da Bissens Holbergstatue blev stillet op i Sorø Akademihave. Statuen af Holberg foran Det Kgl. Teater, udført af Theobald Stein, er fra 1875.

Jazzkoncert søndag den 26. juli
Næste arrangement på Tersløsegaard er søndag 26. juli 15.30. Det er den norske orkesterleder, komponist og trommeslager Snorre Kirk, som kommer med sin kvartet og giver koncert. Han er fulgt i Holbergs spor og er rejst fra Norges vestkyst til Danmark, hvor han har gjort en strålende karriere. Snorre Kirk kom dog ikke fra Bergen, men fra Ålesund længere nordpå, og det er ikke i litteraturens verden, han har vundet anerkendelse, men i musikkens.

Snorre Kirk har bl.a. høstet hæder ved Danish Music Awards med en indspilning af stilren swingblues med tydelig inspiration fra store mestre som Duke Ellington, Charlie Mingus og 1950’ernes unge Miles Davis. Med sig til Tersløsegaard har Snorre Kirk et fint skandinavisk hold med den fremragende tenorsaxofonist Jan Harbeck i front. Han har den eftertragtede Bent Jædig-pris i sin bagage og tilhører superligaen af danske jazzmusikere. På klaver medvirker den svenske pianist Calle Brickman, nyslået modtager af Erik Moseholm-prisen, og på kontrabas det unge stortalent Anders Fjeldsted.

Søndag 26. juli kl. 15.30
Snorre Kirk kvartet: Snorre Kirk, trommer, Jan Harbeck, sax, Calle Brickman, klaver, og Anders Fjeldsted, bas.
HOLBERGMUSEET TERSLØSEGAARD, Holbergsvej 101, 4293 Dianalund
Entré: 150 kr.
Reservation: post@tersloesegaard.dk eller tlf.7446 6770

Holberg-statuen blev indviet i ruskende regn. Foto: Mette Skjoldan