Virksomheder må forvente længere sagsbehandlingstid i sygedagpengesager i en kort periode, mens kommunen skifter til nyt system. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Der skal indføres et nyt landsdækkende sygedagpengesystem, KSD, som vil gøre den fremtidige sagsbehandling hurtigere og delvist automatiseret.

Overgangen til det nye system betyder, at der for virksomheder i Sorø Kommune i perioden 25. maj til 4. juni kan være længere sagsbehandlingstid på sygedagpengesager end normalt.

Det skyldes, at Sorø Kommune ikke har adgang til sygedagpengesystemet i den periode. Det vil derfor heller ikke være muligt at ringe til kommunens sygedagpengeteam i perioden.

Den længere sagsbehandlingstid vil ikke få betydning for virksomhedernes refusion, men kan godt forsinke refusionen en smule.

Sorø Kommune. Foto: Maggie