Kommende forældre vil gerne være så klar som muligt, når de skal have barn. Men mange ved ikke automatisk særlig meget om spædbørn. Hvad vil det sige at være “klar”, og hvad kan vi som kommende forældre forvente af hinanden? Hvad kan et spædbarn, og hvad skal spædbarnet kunne? Det er mange af de spørgsmål, som pusler i hovedet, når man venter barn.

Kurset Klar til Barn giver indblik i spædbarnets forunderlige verden. Man kommer til at tænke på det kommende forældreskab ud fra sin egen virkelighed og både far og mor får en chance for at reflektere over, hvordan de kunne tænke sig at være som forældre.

I de fire gange kurset forløber, vil forældrene gennemgå et struktureret og spændende kursus målrettet forældre, der venter barn. En del af undervisningen har fokus på, hvordan forældre kan reagere hensigtsmæssigt særligt i pressede situationer.

På kurset møder man andre kommende forældre. Kurset giver ideer om, hvor mange forskellige måder, man kan være forældre på. Man møder også meget kompetente fagfolk, der er specielt uddannede til at undervise i at blive klar til at få barn. Det vil sige, at der er masse af inspiration at hente, og der er også mulighed for at få personlige svar på konkrete spørgsmål.

Klar til barn er for kommende forældre – både far og mor. Hvis man skal være alene om barnet, kan man tage en ledsager med. Kurset henvender sig til forældre, hvor en eller begge er førstegangsforældre.

“Klar til Barn er en unik mulighed for at øve sig på at give sit barn den bedste start på livet. Det er et stort ansvar at blive forældre, så hvem vil ikke gerne på en kort træningslejr inden forældreskabet går løs?” siger Inger Mortensen, ledelsen sundhedsplejerske i Sorø Kommune. Se mere på www.soroe.dk eller ring til sundhedsplejen på telefon 24 40 57 71 for at få flere oplysninger.

Hvornår?
Det første kursushold starter i slutningen af september. Herefter er det planen, at der starter nye hold løbende. Man er typisk 5-8 forældrepar på hvert hold, og man skal helst starte på kurset, mens man er i sin 18.-22. graviditetsuge. Kontakt sundhedsplejen, hvis du har spørgsmål, eller du vil vide mere.