Snart indvier Sorø Privatskole sin nye digitale legeplads, skriver skolen i en pressemeddelelse.

Fredag indvier Sorø Privatskole en digital legeplads, der giver eleverne mulighed for at kombinere faglighed, fysisk udfoldelse, leg og digital læring i et udendørs, interaktivt læringsrum.

Indvielsen sker med deltagelse af skolens ledelse og medarbejdere – og ikke mindst en masse af skolens elever, der vil tage legepladsen i brug for første gang.

Det er en donation på en million kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der sammen med en donation fra Sorø Spare- og Lanekasses Fond på 50.000 kr. har gjort det muligt for skolen at bygge dette digitale og aktive klasselokale i skolegården. Desuden har skolen været medfinansierende af den nye legeplads.

Virksomheden Uniqa, der er specialister i interaktive legepladser, har stået for rådgivning, projektering og opførelse af legepladsen.

Afvekslende undervisning
Eleverne lærer at stave, mens de hænger i klatrestativet. De bliver klogere på at gange og dividere, samtidig med at de giver den gas på løbebanen. I fag som historie og geografi løser de opgaver ved at presse hænderne mod de farvede felter på den elektroniske væg.

– Især vores yngste elever har brug for afveksling i undervisningen med bevægelse og interaktivitet, og den nye legeplads giver os mulighed for at ramme endnu flere elever i øjenhøjde, siger skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard.

Ideen bag det udendørs læringsrum hedder ”21st Century Learning Skills”. Det er et program, der inspirerer eleverne til at tilegne sig kompetencer, så de bliver klædt på til at begå sig i samfundet nu og i fremtiden. Fokus er derfor på samarbejde, IT, innovation, problemløsning og kommunikation, når der skal løses opgaver.

Også for ældre elever
Selvom det nye læringsrum primært henvender sig til skolens yngste elever, vil skolens ældre elever også opleve, at der kommer timer i gården på skemaet. De mange interaktive øvelser med iPad giver nemlig mulighed for at differentiere niveau og øge sværhedsgraden.