Der er godt nyt til elbilisterne i Sorø Kommune og til dem, der planlægger at lægge vejen forbi. Ladeoperatøren Clever har vundet kommunens udbud af ladestandere, og inden længe begynder arbejdet med at opsætte 79 ladepunkter fordelt over hele kommunen.

Inden udgangen af 2023 vil der være mange flere grunde til at vælge elbilen til i hverdagen. Sorø Kommune har nemlig indgået en aftale og skrevet kontrakt med ladeoperatøren Clever, som har vundet udbuddet om opsætning af i alt 79 ladepunkter fordelt i hele kommunen.

Bo Christensen, formand for Natur, Teknik og Planudvalget i Sorø Kommune, ser frem til at få de mange nye ladestandere til kommunen:

”Vi har et stort fokus på bæredygtighed og grøn omstilling i Sorø Kommune, og med opsætningen af 79 nye ladepunkter gør vi det langt nemmere for kommunens borgere at vælge elbilen til. Vi har et indsatsmål i Sorø Kommunes Klimahandleplan, der hedder, at mindst 20 % af personbilerne i kommunen skal være elbiler i 2030 – og 90 % i 2050 – og en god tilgængelighed til opladning er en vigtig faktor for udbredelsen af elbiler.”

Clever går i gang med at opsætte de mange ladepunkter inden længe, og når de står klar, vil de være offentligt tilgængelige for alle. Der bliver tale om 75 normale ladepunkter og fire hurtige ladepunkter. De fire hurtige ladepunkter sættes op ved Holberg Arkaden, og de er ca. 30 minutter om at lade 100 km.

De mange normalladere kan lade en elbil fra 0-50 procent på ca. fire timer. De bliver sat op ved flere større kommunale institutioner, som fx skoler, daginstitutioner, biblioteker og ældreboliger, samt offentlige parkeringspladser i Sorø Kommune.

Hos ladeoperatøren Clever glæder man sig til at kunne forsyne kommunens borgere med ladestandere, så det bliver endnu nemmere at vælge elbilen til i hverdagen:

”I Clever arbejder vi hver dag på at gøre elbilen folkelig og for alle. Derfor udruller vi ladeinfrastruktur der, hvor danskerne er. Uanset om du er på arbejde, på farten eller skal klare hverdagens gøremål, så skal det være nemt at finde en ladestander, så du trygt kan komme videre. Derfor sætter vi stor pris på det gode samarbejde, vi har med Sorø Kommune, så vi i fællesskab kan sætte fart på det arbejde og samtidig øge kampen for den grønne omstilling af transporten”, fortæller Morten Kruse, der er Relationship Manager i Clever.

Kort over placeringen af de kommende ladestandere i Sorø Kommune