Alle trænger vist snart til lidt god musik og noget af grine af? Den 28. juni kl. 14.00 danner Banevænget i Stenlille rammer om sommersjov med Dan Andersen, arrangeret af Morten Lind fra STC event.

Morten Lind bor selv i Stenlille og har arbejdet med events i over 40 år, ikke mindst i forbindelse med sommerens festivaller, som i år desværre er aflyst.

Dan Andersen har været ‘stand upper’ i mange år, og med sin helt særlige facon er han garant for et rigtig godt grin.

“Tag vennerne med og støt op om kulturen her i sommer, hvis det går godt er der mere musik og sjov med andre artister i juli og august,” siger Morten Lind til Dit Sorø.

“Efter de nye coronaregler er det nu tilladt at være op til 500 til en event, og vi overholder naturligvis alle afstandskrav på pladsen, så alle får en god oplevelse,” tilføjer han.

Man skal selv medbringe sin egen campingstol, og pladsen er opmarkeret i felter, så der sikres god afstand blandt publikum. 

Billetter koster 200 + gebyr. Der er ikke salg ved indgangen kun i forsalg, som slutter dagen før eventen. Køb din billetter nu på billetsalg.dk – der bliver kun sat 300 billetter til salg.

“På grund af de nye regler skal vi vide, hvor mange der kommer, så vi kan indrette pladsen med god afstand,” siger Morten Lind.

Tag venner og bekendte med til en festlig dag i Stenlille.

Foto: ABW