JCI Sorøs kampagne for at skabe liv i Holberg Arkaden tiltrak ca. 80 ideer fra ca. 30 borgere. Nu er der i samarbejde med bl.a. turistchef Jesper Nygaard og borgmester Ivan Hansen kåret en vinder, nemlig nytilflyttede Peter Bosteen.

Dit Sorø bringer her Peter Bosteens forslag i sin fulde længde:

Det var da et glimrende initiativ. Som nylig tilflyttet har jeg undret mig over de ringe muligheder for at købe dagligvarer i centrum. Der er også generelt for lidt liv i Storgade. Og Arkaden bliver man jo deprimeret af at gå rundt i. De nuværende butikker er helt ok. Men et dødt partikontor (jeg har ikke noget imod Venstre) og en såkaldt restaurant med noget nær uspiselig mad og et elendigt udvalg af øl.

Partikontoret må væk, en ny kok må ansættes, og jævnlige musikaftener må kunne tilbydes. Og selvfølgelig skal der være et supermarked. Helst en Irma, så det syner af lidt kvalitet. Mange undersøgelser har jo vist, at den samlede prisforskel mellem danske supermarkeder kan ligge på en lillefingernegl.

Gangarealerne må kunne shines op med kunstudstillinger og masser af planter (må gerne ligne en botanisk have). Kan den lokale planteskole ikke slå sig op i en butik? Ellers må kommunen til kassen. De skal vel også sætte økonomisk præg på tingene. Flyt noget af jobcentret ind i Arkaden og gør det til et aktivitetscenter i modsætning til den gang leverpostej på Kaarsbergsvej.

Kan det lokale musikliv ikke tilbydes optræden torsdag og lørdag på “torvet”? Ved parkeringspladsudgangen kunne der hver 1. søndag være loppemarked eller bare marked for lokale producenter, lidt a la Kongskilde markedet. I London har man Speaker’s Corner. Hvorfor ikke i Holberg Arkaden?

Altså, ideer er ikke svære at få, men det hele virker kun hvis:

1. der er kvalitet over centret (nu ligner det et mini taber center fra Ishøj (undskyld Ishøj, men noget om snakken er der sgu)

2. der er en energi/support bag ved. En lille gruppe bør samles til at kickstarte og løbende sikre dynamikken sammen med butiksfolket o.a. Jeg deltager gerne i sådant et frivilligt arbejde.

Mvh

Peter Bosteen

Still fra JCI Sorøs kampagnevideo "Skyd liv i Holberg Arkaden"
Still fra JCI Sorøs kampagnevideo “Skyd liv i Holberg Arkaden”