På tirsdag ruller de første biler ud med kommunalt tillavet mad til alle Sorø Kommunes borgere på plejecentre og institutioner. Kommunen har “hjemtaget” madproduktionen, da den private leverandør, kommunen valgte i 2011, ikke kunne levere varen. I stedet for at vælge en anden privat leverandør, vil Sorø Kommune nu selv levere “sprød salat, friskskåret steg og duften af nybagt brød” til beboerne på Sorø Kommunes plejecentre og institutioner. Det sker i samarbejde med de lokale virksomheder Hørkram og Lysen Biler, og forhåbentligt oplever borgerne nu endelig en forbedring.

Klokken 15.50 tirsdag den 1. september ruller de to kommunale madudbringningsbiler for første gang ud fra Lundebo i Dianalund med kurs mod kommunens øvrige plejecentre og bofællesskabet Stenlille. Med som 2.-chauffører er borgmester Gert Jørgensen og social og sundhedsudvalgsformand Lars Schmidt, som ser frem til med egne øjne at opleve, hvilken forskel den kommunale mad gør for borgerne.

Bedre oplevelser med mad og måltider har længe været et stærkt ønske fra både borgere, pårørende og fra Ældrerådet og Handicaprådet, og Lars Schmidt glæder sig over, at ønsket nu bliver til virkelighed.

– At kunne dufte maden og at spise sammen med nogen, det har stor betydning for menneskers livskvalitet. Derfor glæder det mig meget, at vi nu lykkes med at give maden på plejecentre og institutioner et kvalitetsløft, der kan både smages og duftes. Borgerne kan se frem til frisk tillavet mad, og vi får samtidig en mere fleksibel løsning, hvor det enkelte plejecenter kan få større indflydelse på den mad, de bestiller, siger han.

Foruden de umiddelbare fordele for borgerne, er der også andre fordele ved projektet.

Chaufførerne, som bringer maden ud, er ansat gennem jobcentret i eksempelvis fleksjob eller skånejob. Og Sorø Kommune har samarbejdet med den private virksomhed Lysen Biler om leasing af de to elbiler, som skal stå for transporten. På den måde gavner projektet både klimaet og det kommunale arbejdsmarked. Vi håber det også gavner beboerne.

Snoren klippes
Snoren klippes, og de to biler ruller ud med mad kl. 15.50 fra Lundebo i Dianalund. Med i bilerne er borgmester Gert Jørgensen og udvalgsformand Lars Schmidt.
Pressen er velkommen – også til at følge med rundt til de centre og institutioner, som skal modtage deres første måltid gennem den nye ordning.

Hvor laves maden?
Fremover skal al den varme mad til plejecentre og institutioner tilberedes på det centrale køkken på institutionen Lundebo. Cateringfirmaet Hørkram skal levere kolonialvarer mv. til plejecentrene og institutionerne.

“Hjemtagningen” blev vedtaget i Sorø byråd i januar 2015.

Udgiften til døgnkost stiger med 4,35 kr. pr. dag pr. borger, men ligger fortsat inden for den lovgivningsmæssige ramme.

Etablering af køkkenfaciliteter og biler mv. koster 840.720 kr. Etableringen finansieres som en brugerbetaling ved at lægge 1,03 kroner oven i døgnkostprisen over en 10-årig periode.