Sorø Kommune og VKST inviterer lodsejere i Sorø Kommune til informationsmøde om lavbundsudtagning mandag den 22. april fra kl. 17.00 til 19.30 i Stenlille Hallen. Her kan lodsejerne få viden om mulighederne for bl.a. støtteordninger og tale med fagpersoner inden for lavbundsprojekter.

Der er et stort fokus på udtagningen af lavbundsjorder til fordel for klima og biodiversitet rundt om i landet, og Sorø Kommune er ingen undtagelse. Derfor inviteres lodsejere med lavbundsjorde i Sorø Kommune nu til informationsmøde om lavbundsudtagning mandag den 22. april kl. 17-19:30 i Stenlille Hallen.

”Med fokus på klimaet og bevarelsen af vores natur er det vigtigt at være opmærksom på fordelene ved at udtage lavbundsjordene. Derfor håber vi, at lodsejere, både store og små, vil deltage i mødet og få bred information om de potentielle muligheder, der er,” udtaler Jannik Rauer, centerchef for Teknik, Miljø og Drift i Sorø Kommune.

Fagpersoner står klar til at svare på spørgsmål
På informationsmødet kan deltagerne møde fagpersoner på området fra såvel Naturstyrelsen, VKST og Sorø Kommune. De vil hver især holde oplæg om, hvorfor et lavbundsprojekt kan være relevant for en som lodsejer, hvem der kan ansøge, mulighederne for at søge støttemidler til projektet, og hvordan kommunen, Naturstyrelsen og VKST kan støtte lodsejerne i processen.

Efter oplæggene vil der være mulighed for at tale direkte med oplægsholderne om individuelle spørgsmål, specifikke områder eller samarbejdsmuligheder.

Interesserede kan tilmelde sig informationsmødet via mail til atgrj@soroe.dk senest den mandag den 15. april 2024.

Kort over Sorø Kommune med markering af områder med lavbundsjorder.