Skønt der inden for kommunens grænser er en lang række udmærkede private firmaer, der hjælper borgerne med energirenovering, har Sorø Kommune valgt at ansætte en såkaldt klimamedarbejder, der skal hjælpe borgerne med det samme. 

Desuden har kommunen indgået et strategisk samarbejde med HusetsEnergi.dk om at energioptimere private boliger i kommunen. Således kan borgerne nu få et “gratis og uvildigt” energitjek af boligen, eller man kan beregne sit energiforbrug på nettet. 

– Vi vil gerne hjælpe boligejere med at få overblik over deres energiforbrug, samt hjælpe dem på vej med at påbegynde energirenovering. Samarbejdet med HusetsEnergi.dk skal hjælpe til med dette – faktisk ser vi det som et helt konkret værktøj, fortæller klimamedarbejder i Sorø Kommune Anders Kildegaard Knudsen.

– Energirenovering er en god ting. Både for boligejeren, som får en bedre økonomi i sin bolig, og for de lokale håndværkere og rådgivere, som skal løfte opgaverne. Samtidig er det et vigtigt bidrag til at nedbringe CO2-udledningen, siger borgmester Gert Jørgensen.

– Vi er meget glade for samarbejdet med Sorø Kommune. Det vigtigste for os i dette projekt er at hjælpe borgeren med at nedbringe deres energiforbrug, og vi sørger for at være tilgængelige for borgeren igennem hele processen. Derfor følger vi op på vores energitjek og tilbyder uvildige råd og sparring hele vejen igennem, siger chef i HusetsEnergi.dk Rasmus Jakobsen. – Vi har lige startet et lignede projekt i Ringsted Kommune, og tilmeldingerne til energitjek er væltet ind, så vi ser meget frem til samarbejdet med Sorø Kommune.

I Sorø Kommune er der i klimahandlingsplanen lagt op til en reduktion af CO2-udledningen med 20 % fra 2009 til 2020. Energirenovering af private boliger vil bidrage væsentligt til at nå målet.

Sådan gør du
Udfyld energiberegneren på www.husetsenergi.dk. Her kan du se potentialet for energiforbedringer i din bolig. Beregning er baseret på BBR data, forbrugsdata fra forsyningsselskabet og dine egne indtastninger om boligdata og adfærd. Herefter modtager du en elektronisk rapport genereret af beregneren, der indeholder beregnede besparelsesforslag til energioptimering i din bolig. Du vil herefter blive kontaktet af Husets Energi, der aftaler et tidspunkt for personligt energitjek af boligen. Efter gennemgang af din bolig modtager du en dybdegående energi- og økonomi-rapport, og der skabes kontakt til en lokal håndværker.

Grønt er godt
Grønt er godt