Jens Christensen er statsaut. ejendomsmægler i Sorø Ejendomshandel (EDC).

Hvordan plejer du at fejre Sankt Hans Aften?
Jeg skal altid ud til Skt. Hans bål et sted i omegnen. Som regel til bål på Trautnersvej. Der bliver det også i år, da jeg skal synge med Four Jacks Revival.

Hvad er dit favoritsupermarked i Sorø Kommune?
Det næste, der kommer i Holberg Arkaden!!

Hvor tit bruger du genbrugspladsen i Sorø/Affald Plus?
Jeg kommer der ca. 1 gang om måneden – lidt oftere, når min mors hæk skal klippes 🙂

Hvis turister spurgte dig, hvad de skulle se i Sorø, hvad ville du så anbefale?
Av! Den var svær – altså hvis man kun må vælge en attraktion. Sorø er jo nok mest kendt for smuk natur, historie og kultur. Jeg plejer selv gerne at sige til mine købere, at Sorø “kun” er 7 km lang, fordi der hele tiden ligger en sø eller en skov i vejen, så naturen kommer naturligvis højt op på den liste, jeg ville præsentere for turister:

  • Akademiet og Akademihaven samt Klosterkirken.
  • Søgade, Sorø Sø.
  • En gåtur på Flommen og i Sønderskoven.
  • Et besøg i Sjællands eneste rundkirke i Bjernede.
  • Kilden ved Gyrstinge Sø.
  • Kongskilde Friluftsgård, Stranden og den nordlige del af Tystrup Sø med Urskoven.
  • En hurtig gåtur om Pedersborg Sø.
  • Vores fine nye kunstmuseum. Sorø Museum.

Hvilke attraktioner – hjemme og ude – har du selv planer om at se i løbet af sommeren?
Jeg bruger jo som regel naturen en del, så det skal nok blive til nogle gåture i vores skønne omgivelser. – Og så må det også være på tide at komme ind og se vores fine nye Kunstmuseum, som jeg jo nærmest er nabo til, men stadig ikke har besøgt. Der er jo så meget andet, man skal nå. I Pinsen var det Berlin, og til Sommer bliver det Toscana, der kommer til at holde for.

Har du planer om at høre nogle af koncerterne i Sorø Internationale Musikfestival?
Jeg vil forfærdelig gerne høre Det Unge Vokalensemble, og til en afveksling er jeg ikke på ferie, når en af mine favoritkoncerter løber af stabelen, så det håber jeg på 🙂

Mener du kommunen mangler flere rundkørsler, og i givet fald hvor?
Haha! Ja, der er snart ikke flere ledige steder uden en rundkørsel, og dog! Man skulle jo næsten tro, det var løgn, men jeg er faktisk tilhænger af en rundkørsel på Elmebjergvej ud for Kalundborgvej. I øvrigt mener jeg, at man bør sløjfe en af de to rundkørsler, hhv. ved Apotekervej eller ved XL-byg.

Jens Christensen