I takt med forårets vældige livgivende kræfter er programmet for den kommende sommers Sorø Jazzfestival ved at tage form. Adskillige musikere og spillesteder er allerede parat med koncerter i årets festival, der begynder om tre måneder. Og mange flere er på vej. Ambitionerne er igen store, både hvad angår den kunstneriske bredde og spredningen på spillesteder overalt i Sorø kommune.

Henrik Bolberg
Henrik Bolberg

Der vil blandt andet blive præsenteret cubansk funk, jysk groove, bredt swingende mainstream og moderne poesi med jazzakkompagnement samt et helt enestående møde mellem en klassisk solist og et par fine jazzmusikere. Dertil forhandles om at hente en berømt amerikansk pianist til Sorø, ligesom der er fremskredne planer om hele to verdenspremierer, nemlig de allerførste koncerter med henholdsvis et splinternyt messengerjazzband, der dyrker Art Blakey, og et 17-mands bigband, der har dykket ned i en samling originale arrangementer af ingen ringere end Duke Ellington.

Mellem de musikere der er sikre deltagere i Jazzfestivalen, er navne som Henrik Gunde, Jens Søndergaard, Henrik Bolberg (foto), Carsten Dahl, Michala Petri, Eliel Lazo, Martin Schack, Makiko Hirabayashi, Ingrid Hagel og digteren Nicolai Stochholm.

Her er de første seks programsatte koncerter:

Søndag den 19. juli kl. 16.00
Jazz&poesi: Nicolai Stochholm, forfatter, med ”Reverse”: Søren Gemmer, klaver, Jesper Thorn, bas, og Terkel Nørgård, trommer
TERSLØSEGAARD, Holbergsvej 101, 4293 Dianalund

Onsdag den 22. juli kl. 13.30
SchackMates: Martin Schack, hammondorgel, Jesper Løvdahl, tenorsax, Mårten Lundgren, trompet, og Karsten Bagge, trommer
Café TRE KONGER, Østergade 3, 4180 Sorø

Onsdag den 22. juli kl. 20.00
Michala Petri, fløjte, Jimmi Roger Pedersen, bas, Carsten Dahl, piano
KLOSTERKIRKEN, Sorø Akademi (i samarbejde med Sorø Klassisk)

Torsdag den 23. juli kl. 21.00 (spisning fra 19.00)
Gunde on Garner, Henrik Gunde, klaver, Nicolas Kock, bas, og Karsten Bagge, trommer
Odd Fellow logen, Trautnersvej 24, 4180 Sorø

Fredag den 24. juli kl. 20.00
Cuban Funk Machine – med Raciel Jimenz, trommer, Yasser Pino, bas, Andreas Pålsson, orgel, Carlos Perez, trombone, og Eliel Lazo, percussion and vokal
Kulturcafé LUDVIG, Ingemannsvej 5, 4180 Sorø

Lørdag den 25. juli kl. 15.00
Søndergaard/Bolberg Kvintet: Jens Søndergaard, altsax, Henrik Bolberg, trompet, Thomas Bornø, klaver, Lasse Lundström, bas, og Dennis Drud, trommer
KONGSGAARDEN, Strandvejen 11, Vester Broby, 4180 Sorø