nicolajOrd og toner smelter sammen, når Tersløsegaard på søndag den 19. juli kl. 16.00 præsenterer digteren Nicolaj Stochholm med Reverse trio.

Havde Ludvig Holberg levet i dag, ville han nok selv stå i sin have og læse op til akkompagnement af fløjte, gambe og cembalo. Allerede i 1722 var den musikglade Holberg i hvert fald opmærksom på sammensmeltningen af ord og toner, da han i sine ”Skiemtedigte” skrev om de ”særdeles menneskelige lyde” den gamle poet Horatius frembragte sammen med sangeren Tigellium. Nu bliver det på søndag Holbergs langt yngre forfatterkollega Nicolaj Stochholm som til lyden af klaver, bas og trommer skal vise, hvordan ord og musik kan gå op i en højere helhed.

Jazz & poesi er en genre, som har tiltrukket mange store kunstnere. I 1920’erne dyrkede Ezra Pound og T.S. Eliot den sammen med den gryende jazzmusik. I 1958 blev jazz & poesi lanceret i Danmark på kunstmuseet Louisiana af Klaus Rifbjerg og Erik Moseholm og anførtes de følgende år af forfattere som Jørgen Gustava Brandt, Benny Andersen og Poul Borum. I slutningen af 00’erne fik jazz & poesi en ny opblomstring, da bl.a. Suzanne Brøgger, Jørgen Leth og Peter Laugesen gik på scenen med jazzpianister som Jan Kaspersen og Simon Toldam.

Lyrik og improvisation
På Tersløsegaard bliver det et møde mellem Nicolaj Stochholms udtryksstærke lyrik og jazztrioen Reverse’s nærmest minimalistisk improvisatoriske univers. Stochholm (foto) debuterede i 1991 med digtsamlingen ”Biografi” og har siden udgivet syv digtsamlinger, bl.a. den anmelderroste ”Odefabrikanten” fra 2011 og ”Ødelagt rim” i 2013, begge på Gyldendal. Han har modtaget Michael Strunge Prisen, Kunstfondens tre-årige arbejdslegat, Det Danske Akademis Beatrice Pris og Emil Aarestrup Medallien.

Jazzbandet ”Reverse” blev dannet i august 2011 af trommeslager og komponist Terkel Nørgaard sammen med pianisten Søren Gemmer og bassisten Jesper Thorn. Deres musik kendetegnes ved klare og stærke melodier samt rytmisk kompleksitet. Gruppen har gennem årene givet en lang række koncerter både i København og provinsen og har navnlig gjort sig stærkt gældende med jazz & poesi i samarbejde med forfattere som Jørgen Leth, Claus Høxbro og Nicolaj Stochholm.

JAZZ&POESI koncert – Søndag 19. juli 16.00
Digteren Nicolaj Stochholm med ”Reverse” trio: Søren Gemmer, klaver, Jesper Thorn, bas, og Terkel Nørgaard, trommer.
I haven med servering i telt, bl.a. af skummende øl fra GourmetBryggeriet, som er sponsor for koncerten.
Entré 75 kr. Reservation til koncerten kan ske på tlf. 7446 6770 eller post@tersloesegaard.dk

Koncerten arrangeres i samarbejde med Sorø Jazzfestival 19.-26. juli (se hele festivalprogrammet HER).