I februar interviewer Dit Sorø en række borgere om vintertraditioner og shopping i Sorø. I dag fortæller erhvervsøkonom Ole K. Ersgaard, MDM, PD. Ole er virksomhedskonsulent og bor i dag på Frederiksberg, men har tidligere boet 10 år i bymidten.

Fejrer du Valentines dag d. 14.02 og fastelavn d. 19.02?
Ja, med en blomst og et personligt kort til den ”udkårne”. Hvert år. Det er således en fast tradition. Og den suppleres med noget luksuschokolade fra ”Emil”. I år vil jeg nok også finde en gave hos EA eller Langes Eftf. Jeg fejrer dog ikke længere fastelavn. Men jeg gjorde det naturligvis den gang min søn var i målgruppen. D. 14.02 bliver der normalt også tid til en middag hos ”Trekonger” eller Postgården. Der er en særlig aura over disse to steder.

Hvad gør du, når Sorø er fyldt med is og sne?
Nyder naturen. Og hvis tiden tillader det – en tur rundt om søen. De indtryk man uvilkårligt får af en sådan tur kan kort siges at være berigende – ja, det er en eliksir for ens velbefindende.

Har du en favoritbutik i Dianalund?
”Mad med mere” i butikscenteret har et flot og meget tiltalende produktudvalg i god kvalitet. Og betjeningen er vidende og serviceminded. Butiksindretningen er i en klasse for sig selv. Følgelig præsenteres produkterne på en god og overskuelig måde. P-pladser er til at få – tæt ved butikken. Alt i alt er ”Mad med mere” derfor min favoritbutik i Dianalund.

Har du nogensinde fået en p-bøde i Sorø?
Jeg har boet over 15 år i Sorø, har tit parkeret i centrum, men aldrig fået en p-bøde. I øvrigt er det kun de seneste 3-4 år, jeg har set p-vagter i Sorø!

Hvornår har du sidst kigget ind på Sorø Museum?
Det var sidste år i forbindelse med et besøg af nogle udenlandske venner, som gerne ville se nærmere på de forskellige kulturelle tilbud, som Sorø kan byde på. Sorø Museum indgik derfor som en naturlig del af den kulturelle palet.

Har du et godt råd til byens borgmester 2012?
Der er de senere år kommet større og større huller i vejene i store dele af Sorø. Og flere steder ligger fortovsfliser meget forskudte. Udover at det ikke klæder byen, kan det også gå ud over trafiksikkerheden, ligesom børn og ældre let kan komme til skade. Jeg vil derfor anbefale borgmesteren at få finansieringen på plads, så forholdene snart kan blive udbedret. Det vil gavne alle borgere og besøgende i Sorø.

Holberg Arkadens situation er heller ikke acceptabel. Den bør borgmesteren også snarest tage initiativ til at få løst. Jeg kunne måske overtales til at påtage mig at løse en sådan opgave!

Ole K. Ersgaard