Den 30. april kl. 10 på Dianalund Bibliotek kan du høre Arkivleder Jørgen Mogensen fortælle om udstillingen i Lokalhistorisk Arkiv ”Min barndoms skole”.

”I mit foredrag vil jeg navnlig fordybe mig i Niløse Ny Skole, Husflidsskolen i Tåderup og Karsholte Forskole. Hvordan var det at gå i skole i disse skoler? Hvorfor blev de bygget og siden nedlagt? Hvordan var undervisningen, og adskilte den sig fra nutidens? Jeg vil også kort komme ind på Brandstrup skole, Tåderup skole og Fru Krauses skole”, fortæller Jørgen Mogensen.

Arkivlederen håber på, at flere af dem der møder op til Tirsdagstræf, vil kunne bidrage med egne oplevelser fra deres skolegang på en af disse skoler.

Efter foredraget inviteres deltagerne ind i arkivet for at se udstillingen om de gamle, svundne skoler.

Lokalarkivet i Dianalund dækker områderne: Dianalund; Niløse; Skellebjerg og Ruds Vedby. I dette område er der mange skoler, nogle få eksisterer endnu, men de fleste er nedlagt. I Lokalarkivet er der lige nu en udstilling om seks skoler, der ikke længere eksisterer, men som mange af os stadig kan huske.

Temaet for Tirsdagstræf på Dianalund Bibliotek ændrer sig fra gang til gang, og det kræver ikke tilmelding at deltage. – ”Tag gerne en god ven eller nabo med. Vi serverer altid en god kop kaffe eller te”, lyder opfordringen fra bibliotekar Dorte Hansen.

Jørgen Mogensen – pressefoto