DN Sorø inviterer til en tankevækkende debataften, hvor de med Biskop Peter Fischer-Møller og Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening som indledere, vil give et billede af hvad Grønne Kirker og DN står for.

Det sker mandag den 16. november 2020 kl. 19.00 – 21.00 i Festsalen på Sorø Akademi.

Naturen har en værdi i sig selv, der rækker længere end den nytteværdi, som den kan have for mennesket. En holdning, der giver glæde over ”Guds skaberværk” eller grundlæggende ”naturbegejstring”. Ordene kan være forskellige, men oplevelsen er den samme.

Er der berøringsflader, fælles interesser og synspunkter, som gør et samarbejde ønskeligt og nødvendigt, hvis vi skal skabe mere plads til naturen, reducere klimaaftrykket og gøre den grønne omstilling, konkret og nærværende.

DN Sorø ser frem til en spændende lokal dialog med de to indledere, og håber aftenen kan lægge kimen til et samarbejde mellem Grønne Kirker og DN afdelinger i hele landet.

For yderligere information, og tilmelding skriv på soroe@dn.dk

Foto: ABW