Pedersborg Lokalråd har søgt den kommunale udviklingspulje om midler i 2019. Med hjælp fra Elsebet Mie Nielsen og Karina Skov, de to frivillige lokale i spidsen for projektet. 

”Vi har et ønske om at udvide mulighederne for et socialt og aktivt fritidsliv for alle i området,” siger Karina Skov til Dit Sorø. 

Dette har indtil videre resulteret i en fin lille legeplads ved Galgebakken.

”Vi ønsker et samlingssted, hvor børn og voksne kan danne relationer og interagere i et frirum, hvor der lægges op til fysisk og kreativ udfoldelse i naturskønne omgivelser,” tilføjer Karina Skov.

Området omkring Galgebakken er under udvikling, og det vil være attraktivt for området at tiltrække børnefamilier. Projektet vil bidrage til fornyelse og udvikling af denne del af Sorø og være med til at skabe et oplagt samlingssted, hvor der på sigt også er mulighed for at afholde større arrangementer på tværs af aldersgrupper.

“Vi har flere ideer for området og har allerede søgt flere midler gennem fonde, med håb om bl.a. at kunne udvide med en ”tarzan bane”, og evt. en bålhytte. Vi har også snakket om at det kunne være sjovt at holde f.eks. Sorø børne mgp og lignende på galgebakken,” siger Karina Skov.

Til foråret er planen ligeledes at få opstillet borde/bænkesæt samt at få sået græs.

De to tovholdere håber på at flere frivillige vil støtte projektet og deltage aktivt både ved fremtidige arrangementer og med ideer for området, samt arbejdskraft ved behov.

De afholder en uofficiel indvielse af legepladsen søndag d. 9. februar 2020 kl. 14- 16. Her vil Pedersborg lokalråd servere varm kakao, kaffe og kage, og der vil være mulighed for at høre mere om fremtidige planer og ligeledes komme med gode ideer og ønsker for området.

Galgebakkens naturlegeplads. Foto: Anne Beth Witte, Dit Sorø