Sorø Handel & Service bakker naturligvis op om en forskønnelse af Torvet og Storgade og ser positivt på, at kommunen har afsat ressourcer til at gøre vores hyggelige by endnu mere hyggelig at opholde sig og handle i.

Foto: ABW

Men foreningens bestyrelse bakker IKKE op om, at der fjernes flere parkeringspladser fra bymidten, og at kommunalbestyrelsen lukker en vellidt og velfungerende lokal virksomhed! Hvis Torvet på nogen måde skal udvides, og der i den forbindelse skal sløjfes et antal p-pladser, så SKAL disse p-pladser erstattes af nye andre steder i bykernen. Det er helt essentielt for handelslivet!

Pølsevognen skal naturligvis ikke jævnes med jorden for at blive erstattet af en lille kaffepavillon. Klostergrillen er byens eneste pølsevogn, og den hører i dag med til Sorøs historie. Det er et sted, hvor mange borgere og besøgende lægger vejen forbi, og det er et aktiv for bymidten.

Man kan naturligvis godt diskutere, om det vil være hensigtsmæssigt at flytte pølsevognen et andet sted hen på Torvet, så der skabes mere sammenhæng mellem Torvet og Storgade. Man kan naturligvis også drøfte renoveringsmuligheder, hvis man ønsker, at den skal have et andet udtryk. Og begge dele har Lonnie i Klostergrillen jo udtalt, at hun selvfølgelig er åben overfor.
Så kære kommunalbestyrelse, tag nu udgangspunkt i de velfungerende ting, vi allerede har i Sorø, og byg så videre på det. Vi ønsker ikke et “pyntetorv” – vi ønsker et funktionelt torv med soransk charme og historie!

Kig til andre provinsbyer, der har forsøgt med “københavnerpladser” – det er sjældent en succes! Tag udgangspunkt i Sorø og lav et torv, der rummer byens særlige stemning, og et torv som fungerer både til hverdag og til byens store aktiviteter.

Sorø Handel & Services bestyrelse stiller naturligvis gerne op til en dialog med kommunalbestyrelsen om projektet – med vores daglige gang i bymidten har vi jo stor indsigt i byens udvikling.

Følg med på Facebook her. 

Vidste du, at du kan være med i en underskriftindsamling i Klostergrillen? Den ligger klar til alle der kommer forbi.

Foto: ABW