Sorø Kommunes Center for Byråd og Kultur skifter navn til Center for Kultur, Vækst og Demokrati, meddeler Sorø Kommune.

Borgmester Gert Jørgensen glæder sig over, at kommunens arbejde for at styrke væksten og det lokale demokrati afspejles tydeligere i det nye navn.

”Centret spiller en nøglerolle i administrativt at understøtte Kommunalbestyrelsen og de politiske fagudvalg og dermed det lokale demokrati. Samtidig arbejder Sorø Erhverv målrettet med at sikre og udvikle det gode erhvervsklima, som er afgørende for, at vi kan blive ved med at udvikle vores kommune til glæde for borgerne. Så det er glimrende, at denne dimension nu også er rummet i centrets navn.”

Centret omfatter blandt andet kommunens ledelsessekretariat, kultur- og fritidsteam, jura og kommunikation samt Sorø Erhverv og de to kulturinstitutioner Sorø Bibliotek og Sorø Musiske Skole. Så det er en bred opgaveportefølje og en alsidig medarbejderskare, som skal afspejles i navnet. Og medarbejderne har da også været med til at finde frem til det nye navn.

Centerchef Stine Rich Hansen siger:

”Siden kommunalbestyrelsen skiftede navn fra byråd til kommunalbestyrelse, har vi vidst, at vi skulle finde et nyt navn til centret. Det har ikke været noget helt nem opgave. Vi vil jo gerne have et navn, som både er nemt at sige, nemt at forstå og samtidig langtidsholdbart. Det er også vigtigt, at navnet favner bredt, så borgere og samarbejdspartnere forstår, hvem vi er, og så medarbejderne kan se sig selv i navnet. Derfor valgte vi at holde en workshop, hvor medarbejderne kom med en masse gode input til det nye navn.”

Hvorfor netop Kultur, Vækst og Demokrati?

Stine Rich Hansen siger: ”KULTUR, fordi vi arbejder med idræt og kultur i bred forstand. Fra kultur-, musik- og læseforløb for børn og voksne til kunstmuseer og aftenskoler. Idrætslivet og det folkeoplysende liv er også en del af hverdagskulturen og noget som giver glæde, mening og fællesskab i livet.”

”VÆKST, fordi vi arbejder med både erhverv, turisme, bosætning og udvikling af lokalsamfundet og lokalområderne. Og DEMOKRATI, fordi vi understøtter det lokale folkestyre og spiller en aktiv rolle i at holde lokaldemokratiet levende. Både når vi betjener de politiske udvalg, understøtter arbejdet i lokalrådene og afvikler valgdebatter og folkemøder.”

Foto: ABW