“Jeg husker tydeligt en episode, hvor en forankørende bil kører meget ujævnt og langsomt. Det ene øjeblik er bilen ude ved yderstriben, og det næste øjeblik er den tæt på midterlinjen. Det går op for mig, at bilisten overhovedet ikke er opmærksom og har gang i alt muligt andet end lige at køre bil. Og jeg bliver faktisk meget bekymret for, at situationen kan blive rigtig farlig, så jeg holder ekstra god afstand til bilen. Det er stressende at være vidne til og et eksempel på, at uopmærksomhed i trafikken ikke blot er farlig for føreren af bilen, men også for alle os andre,” siger Jørgen Kristoffersen, der er bestyrelsesformand for GF Vestsjælland og næstformand i GF Fonden, som arbejder aktivt med at forbedre trafiksikkerheden i hele landet.