Sorø Kommune modtog 20. januar 2022 en henvendelse fra Ankestyrelsen vedrørende en mulig tilsynssag om midlertidig reducering af personlig og praktisk hjælp i hjemmeplejen i december 2021 og januar 2022. Ankestyrelsens indledende undersøgelse af sagen har ikke givet anledning til at foretage yderligere, og sagen afsluttes dermed. Ankestyrelsen har vurderet, at Sorø Kommune handlede i overensstemmelse med regler og praksis i forbindelse med ændringerne i hjemmehjælpen hen over jul og nytår.

Sorø Kommune modtog den 20. januar 2022 en henvendelse fra Ankestyrelsen vedrørende en mulig tilsynssag. Sagen handlede om midlertidig reducering af personlig og praktisk hjælp i hjemmeplejen på grund af personalemangel i december 2021 og januar 2022.

Baggrunden var en henvendelse fra Ældre Sagen, som den 17. december 2021 oplyste, at der blandt andet i Sorø Kommune var tiltag i form af nødberedskab, som ifølge Ældre Sagen betød, at den bevilgede personlige og praktiske hjælp blev frataget borgere eller reduceret uden en konkret vurdering.

I december 2021 fik alle hjemmehjælpsmodtagere i Sorø Kommune et brev med oplysning om, at hjemmehjælpen hen over jul og nytår kunne blive påvirket hos nogle borgere, da kommunen manglede de nødvendige hænder til at nå alle opgaver. Grunden var sygdom blandt personalet grundet coronarestriktionerne samt, at det ikke havde været muligt at rekruttere de nødvendige vikarer.

Det betød konkret, at nogle borgere i stedet blev tilbudt rengøringshjælp fra en privat leverandør. På den måde blev der frigjort ressourcer, så kommunens egne medarbejdere kunne fokusere på plejeopgaverne hos borgerne. Derudover blev nogle få borgere tilbudt ét ugentligt bad i julen mod de to-tre ugentlige bade, de var visiteret til. Alle ændringer skete på baggrund af en konkret og individuel vurdering, og borgerne blev kontaktet direkte og orienteret om ændringerne.

Ingen anledning til yderligere undersøgelse

Ankestyrelsen har den 28. februar 2023 på baggrund af udtalelse fra Kommunalbestyrelsen sendt en afgørelse til Sorø Kommune. Her fremgår det, at deres indledende undersøgelse af sagen ikke har givet anledning til at foretage yderligere. Det vurderes at kommunen har handlet i overensstemmelse med regler og praksis. Sagen afsluttes dermed på det foreliggende grundlag.

Formand for Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune, Lars Schmidt, er tilfreds med styrelsens afgørelse.

”Sorø Kommune har et politisk besluttet serviceniveau for personlig pleje og praktisk hjælp. Inden for disse rammer er det vedtaget, at praktisk hjælp kan flyttes til et andet tidspunkt inden for en uge. Personlig pleje kan som udgangspunkt ikke udskydes. Hvis der en sjælden gang opstår en særlig situation med personalemangel, som det var tilfældet under corona, så kan personlig pleje som bad og negleklipning dog udskydes efter en konkret individuel vurdering. Nødvendig personlig pleje som toiletbesøg og hjælp til spisning kan derimod ikke ændres,” fortæller han.

”Selvfølgelig vil vi altid afsøge alle muligheder for at undgå at skulle udskyde hjælpen, men er vi nødt til at foretage ændringer, gør vi det inden for de vedtagne rammer, og berørte borgere vil altid blive kontaktet. Jeg er derfor godt tilfreds med, at styrelsen har valgt at afslutte sagen.”

Ankestyrelsens afgørelse

I afgørelsen lægger Ankestyrelsen vægt på, at tilrettelæggelsen af hjælpen i perioden ikke medførte, at hjælpen generelt blev reduceret for borgeren. Derudover bliver der lagt vægt på, at Sorø Kommune som følge af Covid-19 manglede det nødvendige personale, som kunne udføre den personlige og praktiske hjælp, på trods af at kommunen indgik aftale med en privat leverandør i forhold til levering af praktisk hjælp til rengøring. Sidst lægger styrelsen vægt på, at ændringerne skete på baggrund af en konkret og individuel vurdering, og at borgerne blev kontaktet direkte og orienteret om ændringerne.

Foto: ABW