Næste gang, der bliver fløjtet til kick-off for det kvindelige Sevenslandshold i rugby, bliver det med en ny hovedsponsor på ryggen. Altan.dk fra Sorø har indgået en toårige aftale som hovedsponsor for de danske rugby kvinder, men dette års sæson risikerer at blive uden den helt store aktivitet grundet Covid-19.

Altan.dk får fremover en fremtrædende plads på maven af kvinderne fra det danske rugbylandshold som ny hovedsponsor for Sevenslandsholdet. Det står fast efter Dansk Rugby Union kunne præsentere en ny toårig aftale med Danmarks største og førende virksomhed inden for levering og etablering af elevatorer og altaner. Der er dog muligvis lange udsigter til den helt store eksponering for den nye sponsor, da coronavirussen har sat en stor stopklods for rugby-sæsonen, og det stadigvæk er uvist, hvornår den ovale bold igen bliver kastet frem og tilbage på banen.

”Vi får muligvis ikke den fulde eksponering eller værdi for vores aftale i disse coronatider. Vi er derimod med til at sikre overlevelse og bidrage økonomisk til at skabe bedre rammer og muligheder for kvinderugby, når vi igen er på den anden side af pandemien, og det må siges at give meget mere værdi på den lange bane,” siger administrerende direktør hos Altan.dk, Casper Gorm Knudsen.

Der er ikke meget normalitet at spore på tværs af samfundet i Danmark, og det samme gør sig gældende inden for sportens verden. Men den nye aftale med Altan.dk skal være med til at sikre normalitet og et højere aktivitetsniveau inden for rugby-sporten, så forholdene forhåbentligt snart er tilbage til normalen. Derudover er sponsoratet fra Altan.dk et stort skridt for rugbysamfundet i Danmark, som kan understøtte og udbrede sporten de kommende år.

”Med Altan.dk som hovedsponsor for kvinderne, vil vi ikke bare kunne styrke landsholdets udvikling, men også skabe bedre muligheder for kvinderugby generelt. Vi vil naturligvis gerne få sporten udbredt endnu mere i Danmark og give sporten den opmærksomhed, som den helt sikkert fortjener,” fortæller Jens Aage Skare Nielsen, formand for Dansk Rugby Union.

Sponsoraftale skal sikre bedre muligheder for kvinderugby
Dansk Rugby Union er meget afhængige af sponsorer for at kunne opretholde landsholdsaktiviteterne, og det nye samarbejde med Altan.dk kommer derfor til at gøre en mærkbar forskel for sporten i Danmark, hvor det helt store ønske er at få udbredt sporten og få skabt den opmærksomhed, der sikrer rekruttering af nye talenter til både herre -og kvindesiden. Selvom den nyerhvervet sponsoraftale bliver indgået i en tid, hvor det meste af sportens verden står helt stille og udsigterne til en sæson uden den store eksponering ser ud til at blive en realitet, så er den administrerende direktør hos Altan.dk glad for det nye samarbejde – også selvom aftalen ikke giver den fulde værdi lige her og nu.

”Vores nye sponsoraftale er måske vigtigere end nogensinde på grund af corona, og vi glæder os til at blive en del af det kvindelige rugbylandshold og ser frem til et tæt samarbejde med DRU og de danske rugbykvinder – og sammen arbejde for bedre muligheder for dem og sporten,” siger Casper Gorm Knudsen.

Altan.dk er landets største leverandør af altaner og er førende inden for elevatorsalg- og montage. Med deres produkter er Altan.dk med til at skabe det gode liv i byen – og som hovedsponsor for kvindelandsholdet er ambitionen at skabe forbedret forhold og muligheder for de danske rugbykvinder fra Sevenslandsholdet.

Pressefoto
Pressefoto
Del på sociale medier