Indstillingerne til Politikens Undervisningspris 2016 er talt op, og dommerpanelet skal nu i gang med at finde vinderne. 5 lærere og 1 pædagog fra Sorø Privatskole er blevet indstillet til undervisningsprisen.

undervisningAlle lærere og pædagoger, der underviser i grundskolen og på ungdomsuddannelser, kan indstilles til Politikens Undervisningspris. Enten som enkeltperson eller et lærerteam. Priserne uddeles kategorierne grundskolen, gymnasier og erhvervsuddannelser. Det er primært elever og tidligere elever, der vil hylde en lærer, men det kan også være forældre, kollegaer eller andre, som indstiller en lærer, der betyder noget ekstra for dem.

Helt nøjagtig har 1.132 personer fra Rønne til Esbjerg i løbet af de seneste uger sat sig til tasterne og indstillet deres kandidat. Med 596 indstillinger er gymnasielærerne igen i år de mest populære stærkt efterfulgt af lærere i grundskolen med 430 indstillinger. Erhvervsuddannelserne har fået 106 indstillinger.

Formålet med undervisningsprisen er at hædre lærere eller lærerteams, der er særligt dygtige til at tænde lys i elevernes øjne på en måde, der får dem til at rykke sig. Indstillingen af læreren skal begrundes og der skal angives eksempler fra undervisningen.

I Sorø er hele 5 lærere og 1 pædagog blevet indstillet Politikens Undervisningspris 2016. Det drejer sig om Anne Pernille Rundager, Mona Kold Mastrup, Nanna Kofoed Øhrgaard, Simon Egebjerg Nielsen og Thomas Wenzell Aziz, der er lærere på Sorø Privatskole, og Kåre Ravnskov, der er pædagog på Sorø Privatskole.

Luftfoto”Lærererhvervet får sjældent den anerkendelse, som det fortjener, men undervisningsprisen er et rigtigt godt eksempel på, hvor mange dygtige undervisere, der er derude på skolerne. Vi er selvfølgelig stolte over, at 6 af vores medarbejdere er blevet indstillet af både elever, forældre og medarbejdere. Det fortæller mig, at Sorø Privatskole er en attraktiv arbejdsplads med nogle dygtige lærere og pædagoger, som trives med nogle fantastiske elever og stor forældreopbakning,” udtaler Casper Madsen, skoleleder på Sorø Privatskole.

Om Anne Pernille skriver en forældre blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk:
”Anne Pernille (i daglig tale ’AP’) er unik, virkelig en ener! AP er befriende ærlig og meget direkte, både overfor elever og forældre, men hun er det på en meget fin og tryg måde. Som forældre føler vi taknemmelighed og glæde, helt ind i forældrehjertet over, at vores datter (Line) har AP som lærer.”

Om Kåre skriver en elev blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk:
”Han er mega sød, han er god til det han arbejder med, og han har også god humor.”

Om Mona skriver en forældre blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk:
”Mona formår at tilføre faget billedkunst et twist, der motiverer børnene – BÅDE drenge og piger – vha. flere pædagogiske virkemidler som musik, lys/ mørke, stemninger og forskellige materialer. Det fanger eleverne og motiverer dem til at yde kreativt og finde andre sider ved dem selv end boglige – men som kan anvendes i et fagligt perspektiv”.

Om Nanna skriver en elev blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk:
”Når der er problemer, store eller små, er der altid en moderlig rolle til at tage hånd om problemet. Man føler sig altid tryg omkring hende, og hun har de bedste råd om livet som teenager, og kan se ens styrker og svagheder, som giver et selvtillidsboost og en motivation for en selvudvikling.”

Om Simon skriver en kollega blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk:
”Utrolig dygtig, spændende underviser, der i den grad burde vær et forbillede for nye lærere og forhåbentligt bliver på skolen i mange, mange år. Både i og ude for undervisning er Simon noget helt specielt.”

Om Thomas skriver en elev blandt andet i begrundelsen på Politiken.dk:
”Han er en utrolig dygtig, klog og morsom lærer. Man får noget ud af hans timer, samt at han kan altid tage en joke. Man kan ikke beskrive det. Man skulle være her for at finde ud af, hvor dygtig en lære han er.”

Dommerpanelerne går nu i gang med at læse og diskutere de mange indstillinger. De nominerede i hver kategori bliver offentliggjort i slutningen af april. Selve priserne bliver overrakt 28. april.

Det er fjerde år i træk, at Politikens Undervisningspris uddeles i samarbejde med Lundbeckfonden. Ud over hæderen modtager hver hovedprisvinder 75.000 kr., mens vinderne af særprisen hver modtager 25.000 kr. En tredjedel af beløbet skal bruges på efteruddannelse eller projekter på skolen.

Thomas Wenzell Aziz
Thomas Wenzell Aziz
Simon Egebjerg Nielsen
Simon Egebjerg Nielsen
Nanna Kofoed Øhrgaard
Nanna Kofoed Øhrgaard
Mona Kold Mastrup
Mona Kold Mastrup
Kåre Ravnskov
Kåre Ravnskov
Anne Pernille Rundager
Anne Pernille Rundager