First Lego League løber i år af stablen den 12. november i Sorø. Foto: Jakob Vind.
First Lego League løber i år af stablen den 12. november i Sorø. Foto: Jakob Vind.

Danmarks første First Lego League-ambassadør er fra Tersløse, og flere andre lokale virksomheder støtter op som sponsorer eller virksomhedspartnere. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

First Lego League er en international videnskabsturnering for skoleelever. Foruden at give børn og unge blod på tanden i forhold til at byde ind med kreative og innovative løsninger på nogle af verdens problemer, har turneringen også til formål at styrke interessen for teknologi og science og gøre flere unge interesserede i at videreuddanne sig inden for det tekniske felt.

Derfor arbejdes der løbende på at styrke kontakten mellem FLL og de lokale erhvervsvirksomheder, som gennem FLL kan få lejlighed til at møde fremtidens potentielle medarbejdere og være med til at vække elevernes interesse for en erhvervsrettet uddannelse.

Og det går rigtig godt.

Ambassadøren fra Tersløse

Danmarks første First Lego League-ambassadør, Mette Skjoldan. Privatfoto.
Danmarks første First Lego League-ambassadør, Mette Skjoldan. Privatfoto.

Landets første FLL-ambassadør er netop blevet godkendt. Det er Mette Skjoldan fra Tersløse, som til daglig driver indretningsvirksomheden Mokala. Hun siger:

– Jeg er dybt stolt over at være First Lego League-ambassadør. Børn og unge er vores fremtid, og jeg synes, at hele tankegangen med at engagere dem i at løse store udfordringer i forhold til samfund eller miljø, er rigtig god. Derfor vil jeg gerne være med til at udbrede kendskabet til First Lego League blandt både virksomheder, skoler og andre kommuner.

– Jeg synes, at de børn og unge, som vælger at være med i First Lego League, er super seje, og hvis jeg kan bidrage med at hjælpe dem på vej, så vil jeg rigtig gerne det. Jeg har selv en innovativ tilgang til tingene, og hvis jeg kan inspirere de unge eller fungere som en slags mentor for holdene, så byder jeg gerne ind, siger Mette Skjoldan.

Virksomhedspartnere
Flere lokale virksomheder har desuden valgt at støtte op om FLL som virksomhedspartnere.

Elektrogaarden har meldt sig som sponsor for hovedturneringen, og Malermester Teis Knudsen har meldt sig som virksomhedspartner for Stenlille Skoles FLL-hold. Herudover har en række andre virksomheder vist interesse og vil blive kontaktet af Sorø Kommunes sciencekoordinator Morten Svensson i de kommende uger.

Carsten Hansen fra Elektrogaarden siger:

– Jeg håber, at First Lego League kan være med til at give eleverne en øjenåbner i forhold til den tekniske verden og give dem lyst til at arbejde med udvikling og innovation. Det er emner, som interesserer mig, og som rammer ind i mit arbejdsområde. Derfor har jeg meldt mig som sponsor for hovedturneringen.

Borgmester Gert Jørgensen glæder sig over opbakningen fra det lokale erhvervsliv.

– Det er positivt, at virksomhederne viser interesse og har lyst til at engagere sig i uddannelsen af vores unge mennesker. First Lego League er et godt eksempel på, hvordan der bliver arbejdet alsidigt i folkeskolen med at styrke elevernes kompetencer og engagement i teknik og science, og selve turneringsdagen er et brag af en fest, som mange virksomheder bør unde sig selv at opleve og være en del af.

Plads til flere
Der er fortsat gode muligheder, hvis man som virksomhed vil støtte op om FLL. Som virksomhedspartner afgør man selv, hvordan man vil involveres. Det kan være med alt fra praktisk hjælp til sponsorering eller noget helt tredje. Kontakt sciencekoordinator Morten Svensson på 29 13 62 24 og få en snak om mulighederne.

Fakta om FLL
First Lego League er en international videnskabsturnering for skoleelever. Turneringen løber af stablen hvert år i november, og forund for selve turneringsdagen har eleverne typisk arbejdet intenst med deres projekt i otte uger.

Projektopgaven offentliggøres i september, og består typisk af tre delopgaver med et fælles tema, som har aktuel og væsentlig betydning for verdens udfordringer, fx i forhold til klima eller sundhed.

Foruden at give børn og unge blod på tanden i forhold til at byde ind med kreative og innovative løsninger på nogle af verdens problemer, har turneringen også til formål at styrke interessen for teknologi og science og gøre flere unge interesserede i at videreuddanne sig inden for det tekniske felt.

Derfor arbejdes der på at styrke kontakten mellem FLL og de lokale erhvervsvirksomheder i det område, eleverne kommer fra, som gennem FLL kan få lejlighed til at møde fremtidens potentielle medarbejdere og være med til at vække elevernes interesse for en erhvervsrettet uddannelse.