Søndag den 13. september 2015 byder Tersløsegaard på musik fra Holbergs egen tid – og vin fra hans skov nord for Tersløse!

Først giver to af de fineste fortolkere af 1700-tallets musik fra kl. 14.00 koncert i Holbergs stuer på Tersløsegaard. Det er den walisiske harpenist Helen Davies, som sammen med den internationalt berømmede fløjtenist Poul Høxbro fremfører et repertoire af tidstypisk barokmusik. Det var den musikglade Ludvig Holberg en stor ynder af. Han spillede selv fløjte og holdt regelmæssigt musikalske sammenkomster.

Efter koncerten præsenterer Orebo Vinlaug sine danske vine, høstet få kilometer nord for Tersløsegaard fra 325 vinstokke i nærheden af Verup-Lårup skoven, som tilhørte Holberg. På hans tid voksede ingen vindruer i skoven, men i 2011 plantede lokale ”vinbønder” robuste vinstokke, og nu er de første høstresultater parat til smagning. Vinlaugets formand Mogens Schwensen (som er medlem af Sorø Byråd) kan præsentere smagsprøver på fire forskellige slags Holbergvin.

Helen Davies og Poul HøxbroGalante glimt af 1700-tallet
Koncerten har titlen ”Galante glimt” med henvisning til det oplyste 1700-tal, da Holberg skabte sine komedier, J. S. Bach sin storslåede kirkemusik, Händel sine operaer og Vivaldi sin orkestermusik. Fra denne skatkiste henter Helen Davies og Poul Høxbro musik og beretninger og arrangerer dem i fløjelsbløde toner og skarpe citater. De to musikere præsenterer musikken på keltisk harpe og fløjte samt pibe-og-tromme. Koncerten vil byde på danske harpe- og fløjtesonater, engelske country dances, fynske og franske dansetoner og suiter fra E. Reventlows lollandske nodebog.

Helen Davies er født i Wales, uddannet i Birmingham og har været soloharpenist i både Irland og Skandinavien. Hun er gift med jazztrompetisten Palle Mikkelborg og sammen har de turneret i USA og Fjernøsten (og såmænd også i 2013 givet koncert i Sorø Klosterkirke) med grænseoverskridende improviseret musik.

Poul Høxbro kendes både som solist på Den Kgl. Operascene i København og som kunstnerisk leder af Concerto Copenhagen. Han har opnået Danmarks Radios Symfoniorkesters hæderspris for sit arbejde som ”middelaldermusikkens ambassdør”.

Der er meget begrænset plads i Holbergstuen, hvor koncerten holdes, så reservation tilrådes. Det kan ske hos Tersløsegaards foreviser Allan Aistrup på post@tersloesegaard.dk eller tlf. 74 46 67 70.

Galante Glimt og Gyldne Dråber søndag 13. september kl. 14.00
Entré 95 kr. (incl. vinsmagning)