Fuglenes_Fingeraftryk

Oktober måneds udstiller på Sorø Bibliotek er Laura Klink fra Dianalund, der udstiller et udsnit af sine farverige billeder i Kunstgangen på 1. sal.

Udstillingen kan ses 1.-30. oktober i bibliotekets åbningstid.

Om sig selv og sin kunst skriver Laura:

“Mit navn er Laura Klink. Jeg er født i 1979 og bor i Dianalund på Midtsjælland.

Jeg er psykisk invalideret af en emotionel personlighedsforstyrrelse, der hedder ”Borderline”, og lever et liv, der blandt andet er plaget af voldsom angst og svære problemer med sociale relationer. Det betyder i grove træk, at jeg opfatter livet meget sort/hvidt og unuanceret, at jeg har svært ved at omgås mennesker og ej heller tør. I årevis har mit liv båret præg af dette, hvilket bl.a. er kommet til udtryk igennem tegninger og malerier. Inden for de seneste år, er jeg dog begyndt at ”smide lidt farver på tilværelsen”, om ikke andet, så for at få lidt glad kulør ind i min meget sort/hvide livsopfattelse.

Spirer_af_glaedeDette har bevirket, at jeg har frembragt, og frembringer billeder i meget stærke farver. Dog laver jeg også ”hyggelige” værker i sort/hvid. Ind i mellem skaber jeg også motiver, der viser den mere dystre side af et liv med store psykiske forstyrrelser.

Jeg bruger også andre dyr og motiver i mine billeder, men uglerne er dem, der står mit hjerte nærmest; deraf navnet ”Ugledulle”. Oftest bruger jeg uglen som motiv, da jeg synes om den visdom, som uglen symboliserer, samtidig med, at de kan se enormt ”nuttede” ud. Uglen er et nataktivt dyr, hvilket også passer godt til mig, da jeg er udpræget B-menneske, og får mest fra hånden i de stille timer efter midnat.

Blaa_UgleDer er kælet for detaljerne på hvert enkelt værk. Alt er lavet i hånden, hvilket også kan ses på trykkene/plakaterne. Du vil kunne se penne mærker og penselstrøg. Du vil kunne se, hvor jeg har tøvet og tænkt. Du vil kunne se, og jeg håber også du vil kunne føle, hvor mange følelser og hvor stort et arbejde, jeg lægger i selve skabelsen af et billede. Jeg bruger omkring 50 fulde timer på frembringelsen af et værk. Det er en langsommelig proces der, på nærmest magisk vis, giver mig lidt fred i mit ellers hårdt plagede sind.

Resultatet af mine anstrengelser er som oftest farverige malerier til det moderne hjem. Billeder, med mange detaljer, der inspirerer til fri fortolkning hos beskueren.

Jeg laver mine billeder på papir (og ind i mellem på lærred), med en blanding af penne, tuscher og maling.

Mine værker bliver skabt i håb om at kunne sprede lidt farve og livsglæde i en verden, der for mig, er meget unuanceret. Min drøm er at bryde den sociale arv, ikke ligge samfundet til byrde, og forhåbentlig bringe et smil frem og gøre en positiv forskel for nogen via min kunst.”

banner_web