Det er ikke givet, at University College Sjælland har sit hovedsæde i Sorø. Centraliseringen af Danmarks uddannelser har allerede lukket mange velfungerende arbejdspladser uden for de store byer. Og der er tilsyneladende ikke noget tegn på, at denne tendens stopper. Om denne problemstilling skriver geografen Kaare Dybvad i sin nye bog Udkantsmyten.
Udkantsmyten tager et opgør med myten om, at fremtiden tilhører de store byer, mens resten af landet er fortabt. For bag myten gemmer sig landsdele, der er økonomisk stærke, som lykkedes bedre med uddannelse, og som hvert år afleverer milliarder til de store byer i form at tilskud til statslige ansatte, uddannelse og transport. Centraliseringen er en politisk beslutning, som i mange tilfælde er uden for demokratisk kontrol.
Bogens hovedbudskab er, at Danmark er dybt afhængige af provinsen, og at det er nødvendigt at decentralisere for at bevare sammenhængskraften.
Dit Sorø bringer her med forfatterens tilladelse et længere uddrag af Udkantsmyten, der omhandler centraliseringen af de såkaldte University Colleges (side 55-56):
“Hvem beslutter centraliseringen?
En centralisering i det omfang vi har oplevet de sidste ti år er selvfølgelig politisk besluttet af folkevalgte repræsentanter. Det er Folketinget, der har vedtaget de lovsæt, der har skabt kommunalreformen, og anderledes kan det ikke være i et demokrati. Men mens de store reformer som helhed blev vedtaget gennem politiske aftaler, er det langt mere indviklet, når man går ned til de enkelte beslutninger om centralisering af uddannelse eller arbejdspladser.
Tager man eksempelvis de enkelte uddannelser inden for de såkaldte University Colleges – de mellemlange videregående uddannelser som bl.a. lærer, pædagog eller sygeplejerske – så er der i dag reelt tale om administrative beslutninger, når man lukker uddannelsessteder. Men det har ikke altid været sådan. I 1980’erne under Bertel Haarders første periode som undervisningsminister skabte det politisk stormvejr, da man lukkede hvert fjerde lærerseminarium. Der var massive protester internt i det jyske Venstre, og i Herningområdet banede beslutningen om lukningen af seminariet vejen for et magtskifte ved det efterfølgende kommunalvalg, hvor Venstre tabte magten til Socialdemokraterne efter at have siddet på borgmesterposten i 77 år. Undervisningsministeren og hans parti mærkede konsekvensen af en upopulær centralisering.
Men University College-konstruktionen er anderledes. Her sidder en bestyrelse, der i udgangspunktet kun har to politikere – udpeget af kommuner og region – mens de øvrige op til 13 bestyrelsesmedlemmer er repræsentanter for erhvervsliv, brancheforeninger, fagforeninger eller elevrepræsentanter. Det kan være valgte eller ansatte i organisationerne, men ikke nødvendigvis nogen, der har nogen forbindelse til det område, bestyrelsen træffer beslutninger for. Deres beslutninger er som udgangspunkt endelige, men der skal indhentes udtalelser fra regionsråd og den ansvarlige minister.
Konstruktionen har indtil nu alene i Region Sjælland betydet lukning af seminarierne i Haslev og Holbæk. I begge tilfælde har hverken regionsrådet eller ministeren ønsket at blande sig i den lokale bestyrelses beslutning. Seminariet i den gamle radikale højborg Holbæk kunne altså ironisk nok overleve Bertel Haarder som undervisningsminister, men ikke den radikale Morten Østergaard.
Men lukningen af seminarierne rækker langt udover vestsjællandsk lokalpolitik. Problemet med modellen er helt grundlæggende, at der bliver truffet politiske beslutninger, som er uden for demokratisk kontrol. Selvom der selvfølgelig er en teoretisk mulighed for indblanding fra ministerens side, så er systemet lagt op til, at det er den lokale bestyrelse, som bestemmer, hvad der skal leve og dø. De uddannelser, som vi alle betaler til at holde i gang, har vi ingen direkte indflydelse på.
Jeg har stor tillid til den danske model og til, at dens organisationer og medarbejderrepræsentanter gør deres bedste for at skabe resultater for de mellemlange videregående uddannelser. Men ud fra et demokratisk perspektiv er det et problem, at der ikke er nogen, der tager ansvar for den udvikling, der foregår. Du kan ikke finde en politiker, som er ansvarlig, og som man kan undlade at stemme på ved næste valg, hvis man er utilfreds med, at vedkommende lukkede seminariet.
Modsat Herning i 1989, hvor Venstre tabte borgmesterposten som konsekvens af partifællens seminarielukning, var der i Holbæk i 2013 ingen, der straffede De Radikale for deres partifælles lukning af byens eneste videregående uddannelse. For i bund og grund har de fleste nok svært ved at finde ud af, hvem der egentlig var ansvarlig. Havde regionsrådet noget at sige? Ministeren havde vel? Og hvordan med den bestyrelse for University College? Der blev truffet en beslutning og udøvet magt, uden at nogen rigtig står ved det.
Centralt fra er meldingen rolig: Systemet fungerer, og vi lukker de uddannelser, der ikke er bæredygtige. Vi gør vores bedste for at sikre en rationel udnyttelse af fællesskabets penge. En forklaring, der ikke kun bliver brugt, når det drejer sig om et vestsjællandsk lærerseminarium, men som er gennemgående, når vi diskuterer muligheden for at decentralisere vores statslige funktioner. Er det muligt at udflytte statslige styrelser? Nej, det vil svække fagligheden. Kan vi oprette en lægeuddannelse i Aalborg? Nej, det vil ødelægge uddannelsens kvalitet. Måske kommunerne kan stå for flere opgaver? Desværre, vores eksterne konsulenter peger på, at de ikke kan løfte sagsbehandlingen.”
Kaare Dybvad (A) er folketingskandidat i Sjællands Storkreds. Du kan møde Kaare Dybvad, når “udkantsmyten” debatteres onsdag den 6. maj kl. 19 i Ringsted Kongrescenter. Læs mere her. TILMELDING.
