Det lykkedes de 20 elever i 0.Z, at nå op på 101 tabte tænder tilsammen her i årets sidste uger af skoleåret. Det bliver fejret med en tandfest i klassen tirsdag den 21. juni med hygge og guf til gummerne.

IMG_8002Det sker ikke hvert år. Faktisk hører det sig lidt til sjældenhederne på Sorø Privatskole, at en klasse taber så mange tænder. De 20 elever i 0.Z har tabt mere end 100 rokketænder tilsammen, og det skal selvfølgelig fejres med intet mindre end en tandfest i klassen.

”Vi glemte faktisk, at det var i dag. Men vi får slik og ser film, og vi skal have 101 pandekager,” fortæller Victoria Amalie Følskov og Viktor Ole Bruhn fra 0.Z på Sorø Privatskole, som tilføjer at de glæder sig til tandfesten, selvom de havde glemt, det var i dag.

Viktor har tabt 4 tænder i alt, alle i 0. klasse, mens Victoria har tabt 8 tænder, hvoraf de 4 tænder blev tabt i 0. klasse. Viktor har dog 2 rokketænder mere, så måske der ryger flere inden sidste skoledag på fredag.

”Jeg vil bare have dem ud. Den rokker så meget her. Og jeg ved godt hvorfor den rokker mest. Det var fordi, da jeg havde en hule med min lillesøster, så fik vi noget mad, og jeg fik en nød, og så begyndte den at rokke. Min lillesøster er også mega tæt på at have en rokketand. Hun er 4 år, og det er hendes første,” forklarer Viktor fra 0.Z.
Eleverne har dog ikke tabt alle tænderne, fordi de vidste, at det ville udløse en tandfest i klassen. Det er ganske naturligt, at eleverne i den alder taber deres tænder i den alder.

IMG_8004”Et godt råd er faktisk at få dem ud. De skal rokke med dem morgen, middag og aften. Ellers kommer mælketanden i inderbanen og hygger sig, og så bliver det hurtigt noget rod, fordi der ikke har plads til at rokke,” udtaler Birgitte Villadsen, overtandlæge Sorø Kommunale Tandpleje.

Når de har tabt de 8 fortænder, er der en pause på nogle år, før de taber mælketænderne. Eleverne i 0. klasse får også en ekstra tand i hver side for oven og for neden. Det er 6-års tanden, der kommer bagved mælketænderne. Senere kommer 12-års tanden, når de taber mælkekindtænderne.

”Forebyggelse er utrolig vigtigt i tandskifteperioden, hvor de let kan få huller. Huller i tænderne er faktisk lidt en børnesygdom i dag. Særligt 12-års tanden kan være svær, fordi den er lang tid om at komme helt frem. Så ligger bakterierne, som på en badestrand, og hviler sig. De skal skures væk og ikke børstes,” supplerer Birgitte fra Tandplejen.

Sorø Kommunale Tandpleje anbefaler, at børnene får jeg hjælp af deres forældre med at børste tænder indtil de er 10-12 år. De må gerne børste deres tænder selv, men det er en god idé, at forældrene børster efter. Victoria og Viktor fra 0.Z ved også, at de skal passe på deres tænder. Især når de spiser søde sager.

IMG_8041”Så skal man børste tænder ekstra godt. Man skal passe ekstra godt på dem, fordi hvis man taber flere, så får man ikke flere. Hvis man taber alle voksentænder, får man gebis og tænder af plastik. En der hedder Hans, han har fået 3 guldtænder, da han stadig var barn,” fortæller Victoria og Viktor fra 0.Z, der børster tænder hver morgen og aften, præcis som Tandplejen anbefaler.

Kontakt Sorø Kommunale Tandpleje, hvis det er svært med tandbørstningen. De står klar med gode råd og tips til forældrene.