tollingDen 28. februar fylder alle tiders danske jazzstjerne Svend Asmussen 100 år. Det markerer Kunstnergaarden i Dianalund med en koncert for jazzviolin ugen efter, søndag eftermiddag den 6. marts. Og mens den meget aktive ledelse af Kunstnergaarden nu er ved hyldesten af jazzens helt store skikkelser, har den netop besluttet at fortsætte den følgende måned med at sætte pianisten Oscar Peterson på programmet.

I modsætning til Asmussen er han ganske vist død (han ville ellers være 91 år), men hans musik lever, og det gør også trommeslageren Alvin Queen, som spillede i Peterson-trioen igennem tre år. Han besøger Kunstnergaarden sammen med det forbløffende danske stortalent på klaver Zier Romme og bassisten Ida Hvid. Det bliver lørdag den 30. april.

Asmussen koncerten
100 års koncerten for Svend Asmussen spilles af den dansk-amerikanske succesviolinist Mads Tolling. Han har sammensat et program med Svend Asmussens største hits, lige fra kendingsmelodien ”June Nights” over jazzklassikeren ”Honeysucle Rose” til ”Scandinavian Shuffle”, som huskes fra Swe Danes med Ulrik Neumann og Alice Babs.

Med på scenen kommer den kendte guitarist Jacob Fischer, som i flere år var med i Svend Asmusssens kvartet. Desuden er bassisten Kasper Tagel og den norske trommeslager Snorre Kirk med i Tollings kvartet. Mads Tolling selv har kun sjældent vist sig på den danske jazzscene. Til gengæld har han opnået kolossal succes i USA siden han som 20-årig bosatte sig der.

Han har spillet mere end 500 koncerter med blandt andre superstjerner som Kenny Barron, Ramsey Lewis, Chick Corea og Joe Lovano, og to gange er han blevet belønnet med Grammy’s. Han er bosat i San Francisco.

oscarEn aften med Oscar Peterson
Det bliver en lørdag aften i april, at Oscar Peterson’s populære jazzklaver præsenteres. For autenticiteten indestår den 65-årige trommeslager Alvin Queen. Han er sidste overlevende fra Oscar Peterson’s berømte trio, hvor danske Niels-Henning Ørsted-Pedersen samtidig spillede bas. De turnerede sammen i tre år.

I april er Alvin Queen i Danmark for at genoplive musikken i selskab med det danske stortalent Zier Romme Larsen. Han er kun 22 år, men har allerede udviklet en så formidabel teknik ved tangenterne, at det ikke lader forbilledet meget efter. På bas har trioen er den rutinerede Ida Hvid, der bl.a. er kendt fra Niels Jørgen Steens band og Nulle og Verdensorkestret.

Trioens hyldest til Oscar Peterson (1925-2007) bliver som mesteren selv dyrkede det – dynamisk swingende, gnistrende groovy, sjælfuldt og melodisk.

JAZZ PÅ KUNSTNERGAARDEN:

Søndag den 6. marts 2016 kl. 15.00 – 17.00
Mads Tolling Quartet: Mads Tolling, violin, Jacob Fischer, guitar, Kasper Tagel, bas, og Snorre Kirk, trommer. Programmet er ”Hyldest til Svend Asmussen, som fylder 100 år”
KUNSTNERGAARDEN, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré 200 kr. Reservation: e-mail: glyholt@post.tele.dk, tlf. 40 48 05 16

Lørdag den 30. april kl. 19.00
En aften med Oscar Peterson: Zier Romme Larsen, piano, Ida Hvid, bas, og Alvin Queen, trommer.
Kunstnergaarden, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré: 200 kr. Reservation: e-mail: glyholt@post.tele.dk, tlf. 40 48 05 16