Den danske sanger og sangskriver Ane Trolle er aktuel med en ny musikvideo til den på en gang skumle og smukke ballade The Honest Wall. Ane, der er datter af Mette Trolle og Palle Lindqvist, er opvokset i Sorø. Hun har tidligere været den finurlige frontfigur i bl.a. Balstyrko og JaConfetti.

Det nye projekt er præget af større alvor. I videoens parallelunivers svæver en Saturn-lignende planet over jorden, sæbebobler falder ned fra himlen og lander på en kaktus, mens sangerinden foretager sig mærkværdige ting i sit studie, mens hun kæmper med indspilningen. Velkendte miljøer tager en surrealistisk drejning i denne skæve og fantasifulde video.

Ane Trolles nye album kommer på gaden 22. oktober, og den 16. november giver sangerinden koncert på Lille Vega.