Sorø Roklub vandt 5 Årgangsmesterskaber på Vandkraftsøen i Holstebro
I slipstrømmen af de flotte danske OL-medaljer i roning fulgte Sorø Roklubs talentfulde unge roere succesen op ved at vinde det største antal Årgangsmesterskaber, nemlig 5 Årgangsmesterskaber på Vandkraftsøen i Holstebro, hvor roere fra 21 klubber kæmpede om guldet i 19 mesterskabsløb fordelt på aldersklasserne jun. D, C og B samt på bådtyperne single sculler, dobbelt sculler, dobbelt firer og toer uden. Holstebro vandt 4 mesterskaber, Hadsund 3 og Bagsværd 2.

Ro-legenden Eskild Ebbesen var til Årgangsmesterskaberne lørdag eftermiddag og overrakte medaljer til alle mesterskabsvinderne – dagen sluttede med fællesfoto og et spændende og relevant Eskild Ebbesen foredrag om det at vinde OL, om træning og om at sætte sig mål og nå dem!

Sorø helt unge talent Mike Petersen, 13 år, satte sig i sculleren for at tage kampen om Årgangsmesterskabet på 250 meter op med 5 jævnaldrende drenge: 4 Hadsunddrenge og en Holstebro-dreng. Mike fik en god start og fandt en god rytme og vandt i 1.03.36 med Hadsunds Thomas Knudsen på andenpladsen i 1.05.01. I kampen om Årgangsmesterskabet på 500 meter roede Mike sig i A-finalen og kom i mål på 6. pladsen.

Sorø Roklub dominerede junior B-klassen, 14 – 16 år på distancen 1000 meter med et drenge- og et pigehold i kampen om Årgangsmesterskabet i dobbelt firer, jun. B, samt i single sculler piger og toer uden, drenge.
I drengeløbet stod kampen om Årgangsmesterskabet mellem Holstebro, Furesø og Sorø. Sorøs Jakob Lillelund, Jens Albert Graudal, Klaus Mendez Rasmussen og Anders Lindblom kom godt fra start og tog føringen, som de holdt alle 1000 meter trods angreb fra både Holstebro og Furesø. Sorø vandt i 3.28.99 med Holstebro på andenpladsen i 3.32.08 og Furesø på tredjepladsen i 3.39.94.

Sorø-pigerne Ida Brehmer, Ida Balslev, Astrid Thougaard Steensberg og Ida Langkjær viste deres styrke og var skarpe i kampen om Årgangsmesterskabet, hvor de kun havde konkurrence fra Kraftcenter Odense. Sorø-pigerne kom godt fra start i den lette modsø og trak meget hurtigt fra Odense-pigerne. Sorø passerede målstregen i 3.35.43 og med Odense i mål i 3.44.40.

Astrid Thougaard Steensberg, bronzevinder i single sculler ved Junior Nordisk på Årungen, tog kampen op om Årgangsmesterskabet i single sculler, 16 år, med to Næstved-piger, Stevns og KR. Astrid var skarp og koncentreret da hun gik til start på 1000 meter. Alle piger kom godt fra start i den lette modsø og snart blev det tydeligt, at Astrid havde taget føringen, som hun øgede frem til mål. Astrid vandt Årgangsmesterskabet i 3.39.08 med Marie Frimann, Næstved på 2. pladsen i 3.44.16.

Jakob Lillelund og Jens Albert Graudal var mesterskabernes største overraskelse ved helt uventet at vinde toer ud, jun. B – et nyt Årgangsmesterskab – foran to hjemmebanehold fra Holstebro Roklub. De tre hold kom godt fra start – Jakob og Jens lagde hårdt ud og lod ikke hjemmebane-holdene få så meget som en spids. Der var knivskarp kamp til stregen mellem nr. 1 og 2: Sorø-drengene bevarede roen og den gode rytme i båden og vandt i 3.44.93 foran Holstebro I , som kom i mål i 3.45.63, mens Holstebro II kom i mål i 3.58.40. Med til historien hører, at Jakob Lillelund er jun.C-roere, altså 12 – 14 år. Ifølge reglerne er det tilladt for en roer at stille op i en klasse over, hvorfor en jun. C og B-roere kan ro sammen i et jun. B-løb – men det samme mandskab kan ikke ro sammen i et jun. C-løb.

En glad og tilfreds træner Gert Busk fortæller efterfølgende, at det har været en fornøjelse at arbejde med de talentfulde unge op til dette mesterskab. De har villet og der har været enighed om satsningen og de to daglige træningspas i ugerne op til Årgangsmesterskaberne. Gert Busk fortæller også, at der har været et fint samarbejde med andre af klubbens hold, som har ”sparret” med de unge i kampen om at få dem rigtig skarpe til weekendens løb. Ligeledes har et par unge trænet med på db.firerne i den daglige træning vel vidende, at når startkommandoen lød til mesterskabsløbet, så var deres plads overtaget af en anden. Det gælder Peter Sloth, hvis plads på dagen blev overtaget af Klaus Mendez Rasmussen, som netop er flyttet til Danmark fra Mexico, hvor han bl.a. ror på det Mexikanske landshold og Annabelle Grønbech Ladik, hvis plads blev overtaget af Astrid Thougaard Steensberg. Der har hele vejen været ”stjerner og vandbærere”!

Sorø Roklub Årgangsmestre 2012
bagerst fra venstre
Klaus Mendez Rasmussen (drenge db. firer)
Jens Graudal (drenge db. firer og toer uden)
Jakob Lillelund (drenge db.firer og toer uden)
træner og kaproningschef Gert Busk
Mike Petersen, jun. d drenge single sculler 250 meter
Anders Lindblom (drenge db.firer)
forrest fra venste
Astrid Thougaard Steensberg (single sculler jun. B og dobbelt firer jun. B)
Ida Balslev (dobbel firer jun. B)
Ida Langkjær (db. firer, jun. B) og
Ida Brehmer (db.firer jun. B)