FN’s Verdensmål er 17 konkrete mål for en bedre verden. 17 mål som verdens stats- og regeringsledere vedtog på FN’s topmøde tilbage i 2015. Så hvad betyder disse mål for os på Midtsjælland?

Det giver professor emeritus Steen Hildebrandt et bud på i sit foredrag på Værkerne i Sorø torsdag 28. oktober kl. 19.

Steen Hildebrandts dedikation til verdensmålene er en stærk medvirkende årsag til, at målene er sat på den danske agenda. Endog meget markant sat. Han holder mange foredrag om, hvordan virksomheder, organisationer og kommuner kan implementere disse mål og som redaktør på bogen ’Bæredygtig Global Udvikling – FN’s 17 Verdensmål i et dansk perspektiv’ er Steen Hildebrandt en toneangivende stemme på området.

Sorø Kommune har i sin ’Vision 2022’ udvalgt 9 verdensmål som i særlig grad opleves som relevante for udviklingen af kommunen. “Både pandemien og klimakrisen har gjort os opmærksom på, hvor forbundet vi alle og alt er. FN’s 17 Verdensmål vedkommer alle,” meddeler Sorø Bibliotek & Bykontor som arrangerer foredraget med støtte af Sorø Erhverv og Nordea Bank Sorø.

Det er også værd at nævne, at Steen Hildebrandt blev kåret som Danmarks bedste foredragsholder i 2010. Med sin kolossale viden og sit engagement, formår han at gøre dette store emne relevant for den enkelte.

Billetter til foredraget koster 50 kr. og kan købes via soroebib.dk eller på det lokale bibliotek.

Pressefoto