PRESSEMEDDELELSE

Rotary arrangerer Speed Networking For Erhvervsfolk og får overskud til humanitær hjælp
Et godt og solidt netværk er centralt for ethvert menneske, for familier og virksomheder. Netværk sikrer innovation, vækst og den nødvendige udvikling og trivsel for enkeltpersoner og familier samt af virksomhedens omsætning og produktion, og dermed resultatet på bundlinjen. Derfor er vi medarrangør af Speed Networking For Erhvervsfolk, den 31. august 2011 på Gefion, siger psykolog og Præsident for Sorø Rotary Klub, Axel Lumholt.

Rotary udgør et godt netværk, og Rotary i Sorø arrangerer nu igen et stort netværksmøde for virksomheder. Formålet er at skabe grobund for god forretning og et godt lokalt fundament. Overskuddet fra Speed Networking For Erhvervsfolk går ubeskåret til humanitær hjælp i hele verden. I Sorø Rotary Klub er vi p.t. 49 medlemmer, men sammen med det lokale erhvervsliv kan vi gøre en forskel i et internationalt samarbejde.

Rotary arbejder med humanitære indsatsområder over hele verden. Det drejer sig om at sikre et bedre sundhedsvæsen, rent drikkevand og mulighed for at lære at læse og skrive. Et stort aktuelt indsatsområde udgør lige p.t. bekæmpelse af sygdommen Polio, også kaldet Børnelammelse.

Rotary har på verdensplan arbejdet med dette siden 1985, og vi er tæt på målet – nået 99% af vejen. Der resterer dog stadig et stort arbejde med vaccinationer, der helt og holdent udføres af frivillige fra WHO, UNICEF og ROTARY. Vi skal over hele verden, og altså også i Sorø samle penge ind til indkøb af vaccine, transport og nedkøling for at kunne vaccinere børnene i de resterende lande.

Derfor er Rotary i Sorø det kommende år særdeles synlige i lokalmiljøet med en række tilbud om aktiviteter, som du kan deltage i og dermed støtte bekæmpelsen af sygdommen.

Speed Networking For Erhvervsfolk 2011 er en af disse aktiviteter og vi håber rigtig mange erhvervsfolk vil deltage. Det støttes af mange lokale erhvervsfolk og vi får foredrag af Adm. Direktør Lisbeth Knudsen, Berlingske Media, som fortæller om erhvervslivet i fremtiden. Desuden kommer Carsten Steno, som fortæller om de ægte danske helte i erhvervslivet.

Fra Sorø kommer erhvervsudviklingskonsulent Niels-Henrik Glisbjerg og fortæller, hvad vi kan forvente af Sorø Kommune, og vi bydes velkommen af adm. Dir. Mads Kristoffersen fra Gefion, hvor arrangementet afholdes.

Man kan læse mere om Speed Networking For Erhvervsfolk 2011 som afholdes onsdag d. 31 august fra kl. 14:30 på www.soroereklame.dk. Tilmeldingen koster 550 kr. og er inklusiv buffet og drikkevarer.

Det bliver et festligt arrangement med mulighed for at møde nye mennesker og måske få lidt forretninger med hjem, afslutter Axel Lumholt.

Speed-networking bærer frugt, siger præsidenten

Om Rotary
Rotary er et unikt verdensomspændende netværk af inspirerede enkeltpersoner, der omsætter deres engagement i relevante sociale forhold til at skabe forandringer hos sig selv, i det lokale samfund og på verdensplan. I Rotary arbejder man med menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau.

Rotary er for mænd og kvinder i ledelsesmæssige funktioner i private eller offentlige virksomheder eller selvstændige, som på tværs af faggrænser ønsker at lære andre ledere at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer. På verdensplan har Rotary 1,2 millioner medlemmer fordelt på ca. 200 lande.