Sorø Privatskole har fra skoleåret 2022-23 valgt at omdanne sit skolebibliotek til et minibibliotek, der udelukkende henvender sig til indskolingseleverne.

Behovet for et skolebibliotek i fuld skala har ændret sig gennem de senere år, hvor digitale undervisningsmidler i stigende grad vinder indpas i dagligdagen.

I disse dage slår det nyindrettede bibliotek derfor døren op for skolens mindste elever, der har mulighed for at besøge biblioteket med deres lærere og låne bøger samtidig med, at klasserne kan holde læsetimer i lokalet.

”Det er naturligvis lidt vemodigt, at vi har været nødt til at prioritere vores ressourcer til biblioteket på nye måder, men vi har i de senere år oplevet, at biblioteket for vores ældste elever ikke i samme grad har været benyttet som på de mindre årgange. Det skyldes ikke mindst, at vi anvender flere og flere digitale undervisningsmidler,” siger skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard.

”Vi lægger stor vægt på, at vi får inspireret vores yngste elever til allerede fra skolestart at sætte pris på den ro til fordybelse og læsning, som biblioteket danner rammen om,” tilføjer skolelederen.

Som noget nyt er bøgerne placeret tematisk og ikke længere efter det klassiske biblioteksregisteringssystem. Det betyder, at eleverne nu kan finde deres bøger efter interesser som fx sport, fantasy, gys og spænding, heste mv.

“Vores nye bibliotek betyder ikke, at vi fjerner den klassiske bog fra undervisningen i de øvrige klasser. Lærerne vil fortsat kunne bestille både undervisningsbøger og romaner hjem til deres elever, så eleverne løbende oplever den fysiske fornemmelse af en bog,” siger Nanna Kofoed Øhrgaard.

Skolens ældste elever henvises til at benytte Sorø Kommunes glimrende bibliotek i Storgade 7, når de selv ønsker at opsøge nye læseoplevelser, ligesom mange klasser løbende vil besøge biblioteket som led i undervisningen.

Skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard på Sorø Privatskoles nyindrettede minibibliotek. Foto: Sorø Privatskole