Hos Sorø Kunstmuseum er de lidt stolte i disse dage. Projekt ‘Kend dit land’, som Kulturministeren har kaldt et “fyrtårnsprojekt for regeringen”, sender mere end 8000 elever i 4. klasse på tur i Danmark næste skoleår – og Sorø Kunstmuseum er et af de udvalgte besøgssteder.
4. klasserne skal på mini-dannelsesrejser, hvor de får mulighed for at møde nye egne af landet med det bedste af Danmarks kultur, natur og historie.
Sorø Kunstmuseum tilbyder børnene et forløb om kunst og identitet, hvor museet – på tværs af tid, genrer og medier – undersøger, hvordan identitet er blevet afspejlet i kunsten, og hvad den fortæller om vores historie og samfund.
Læs mere på kendditland.dk, hvor man også kan finde turkataloget (Sorø Kunstmuseum er med på tur nummer 12). Eller se film om projektet her.