Salget af Sorø Kalenderen 2021 er nu åbnet, da direktør Kirsten Ørgaard fra Mælkebøttecentret og borgmester Gert Jørgensen “klipper snoren” hos Svegård Bog & idé. Det er den 10. udgave og smukkere end nogensinde.

Borgmester Gert Jørgensen, direktør Kirsten Ørgaard fra Mælkebøttecentret i Nuuk og Kalenderforeningens formand, Hanne Juel Christoffersen. Foto: ABW

Kalenderforeningens formand, Hanne Juel Christoffersen, glæder sig over, at salget af kalenderen er vokset år for år, sådan at der sidste år blev solgt mere end 400 stk. Hun er meget taknemmelig for, at Sorø kommune og en række erhvervsdrivende i Sorø igen i år har gjort det muligt at udgive kalenderen, og at borgerne i Sorø trofast har støttet op bag projektet ved at købe kalenderen.

”I alle årene er hele overskuddet ved salget af kalenderen overdraget til institutionen ”Mælkebøtten” i Grønlands hovedstad Nuuk. Det er tilsammen blevet til 270.500 kr.,” siger Hanne Juel Christoffersen og håber at nå op på et samlet beløb over 300.000 kr., når salget af dette års kalenderen gøres op.

Som nævnt er udgivelsen af Sorø-kalenderen støttet af Sorø Kommune sammen med en række virksomheder i kommunen: Altan.dk, Broby Planteskole, Dit Sorø, Henrik Slagter og Bog&Ide i Dianalund Centret, Kopp Sorø, Kroppens Hus, Lysen Biler, Sir Brian, Svegård Bog & idé Legekæden samt Sydbank Sorø. Derudover af Lemann Grafisk, som igen i år leverer opsætning og trykning af kalenderen.

2022-udgaven af kalenderen er rigt illustreret med billeder fra Sorø Kommune, og som tidligere præsenteres en af Sorøs virksomheder. I år er det Svegård Bog & idé Legekæden. Enkelte af de flere hundrede fortidsminder i Sorø Kommune præsenteres, og der er nogle opslag med ”Set og Sket i Sorø” siden sidste udgivelse. I anledning af jubilæet indeholder kalenderen derudover en præsentation af børnefolkekøkkenet i ”Mælkebøtten”. Sidste års donation blev 33.000 kr., som dækker ca. 850 måltider.

Sorø-kalenderen 2022 kan købes i Svegård Bog & idé Legekæden i Sorø. De første 15, der køber kalenderen, vil modtage 5 Sorøkort som gave. Kalenderen sælges derudover i Super Brugsen på Frederiksberg, Bog & Idé i Dianalund Centret, Sorø Kunstmuseum, Kroppens Hus, Broby Planteskole og Sydbank Sorø – eller ved e-mail til hanne@zuhause.dk.

Dit Sorø var også forbi. Se begge videoer her.

Kalenderforeningens formand, Hanne Juel Christoffersen

Direktør Kirsten Ørgaard fra Mælkebøttecentret

 

Del på sociale medier