Eleverne fra 7.a og 7.b på Sorø Borgerskole søsætter i uge 8-9 en ny tradition – “Sorø er skøn”.

I samarbejde med blandt andet Sorøs erhvervsliv skal eleverne fra 7. årgang skabe et ‘marked’ i alleen med afholdelse den 10. maj 2019.

Markedet er tænkt som en bred vifte af stande – nødvendigvis ikke en traditionel bod med småkager til salg (dette er dog også velkomment), men også at et lokalt tømrerfirma for eksempel (udvalgt af eleverne) kan have en stand, da de netop også er en del af det skønne i Sorø.

“Sorø er skøn” er skolens bud på pilotprojektet “vejen til fremtiden”. Grundtanken bag projektet er, at der skal mere af erhvervene ind i folkeskolen – og folkeskolen ud i erhvervene.

Det handler om undervisningsudvikling – at undervisningen bliver mere rettet mod noget, der kan bruges til noget. At eleverne opnår en forståelse af, at man er afhængig af hinanden. Samtidig søger projektet også at klæde eleverne bedre på i forhold til deres sociale, faglige og personlige kompetencer.

I den første etape af “Sorø er skøn” arbejder eleverne med at skabe interesse hos de lokale firmaer/erhverv mv. Det gør de blandt andet ved at arbejde med at lave reklame og invitere de lokale samarbejdsinteresserede erhverv til speeddating med 7.a og 7.b.

I den første etape af “Sorø er skøn” arbejder eleverne med at skabe interesse hos de lokale firmaer/erhverv mv. Det gør de blandt andet ved at invitere de lokale samarbejdsinteresserede erhverv til speeddating med 7.a og 7.b. Foto: ABW