Når skoleeleverne får sommerferie lige om lidt, er der stadig god grund til at lægge vejen forbi Ruds Vedby Skole. Der er nemlig stadig adgang til Bibliotekspunktet alle hverdage mellem kl. 10 og 14. Her kan man som bibliotekslåner hente sine reserverede materialer, aflevere og låne fra børnebogsamlingen. 

Skal du have en bog med? 

For mange er sommerferie en kærkommen chance for at tage fat i de bøger, man ikke har haft tid til at læse i løbet af året. Uanset om det er skønlitteratur, faglitteratur eller biografier giver læsning en pause fra hverdagens trummerum. Og i år er det blevet endnu lettere for borgerne i Ruds Vedby og omegn, at låne ferielekture fra Sorø Bibliotekerne. To gange om ugen kører bibliotekets chauffør til Ruds Vedby Skole med bestilte bøger. Som låner får man en sms eller en mail, når bogen kan afhentes. 

Bibliotekspunktet rummer desuden en bogsamling med børnenes favoritter sådan, at der altid er bøger til hyggestunder og godnathistorier indenfor rækkevidde og lige til at låne med hjem.  

Inspiration eller hjælp? 

Hvis du har brug for inspiration til, hvad du skal læse eller har brug for hjælp til at bestille bøger til afhentning på Ruds Vedby Skole, kan du ringe til Sorø Bibliotek og få hjælp. Telefonnummeret er 5787 7000. 

 

Foto: Ruds Vedby Skole