Skal du tilbringe din sommerferie i Sorø? Frygter du manglende aktivitet for børnene? Så kan Sorø Sportsråd måske hjælpe på humøret.

For 26. gang arrangerer Sorø Sportsråd en lang række sommerferieaktiviteter for børn og unge i samarbejde med Ung Sorø, SSP-funktionen, Klubberne og mange foreninger og institutioner i skolesommerferien.

Sommerferieaktiviteterne er åbne for alle børn, der bor i Sorø Kommune.

Størstedelen af disse aktiviteter er gratis, og tilmelding behøves ikke. Man skal blot møde op, der hvor aktiviteten foregår. Der er dog enkelte af aktiviteterne, hvor man skal opfylde nogle betingelser for at kunne deltage, som f.eks. alder og svømmefærdighed.

Ikke alle er lige kendt med Sorø Kommune, og du kan derfor benytte kortet, hvor stederne er markeret, hvis du er i tvivl om, hvor aktiviteten foregår:

Skærmbillede 2015-06-05 kl. 15.09.53

Sorø Sportsråd byder som sagt på et hav af sommerferieaktiviteter, heriblandt:

Arkæologi, badminton, BMX, boksning, bordtennis, bueskydning, karate, fodbold, golf, lystfiskeri, roning, riffelskydning og tennisskole fra d. 5. juli til og med d. 8. juli.

Du kan læse mere om de forskellige aktiviteter samt datoerne på Sorø Sportsråds hjemmeside: http://sportsraadet.dk/wp-content/uploads/2015/06/sommerhæfte.pdf

Ud over de mange aktiviteter og tilbud, der er knyttet til bestemte datoer, er der nogle ekstra, som er frit tilgængeligt hele sommerferien.
Stiftelsen Sorø Akademi har givet tilladelse til, at akademiets cricketbane, fodboldbane, tennisbane og volleybane frit kan benyttes i sommerferien. Derudover er rulleskøjtebanen på Holbergsvej i Dianalund åben døgnet rundt.

Forskellige konkurrencer kan du også læse mere om i sommerhæftet fra Sorø Sportsråd. Der er blandt andet bogstavsjagt på bibliotekerne og en tegnekonkurrence. Den bedst egnede tegning vælges, og vinderen får besked d. 7. august.

En sommerferie i Sorø kan sagtens være pakket med aktiviteter!

Skærmbillede 2015-06-05 kl. 15.22.02
/KB