Af Kasper Støvring

Dit Sorø har talt med turistchef i Sorø, Jesper Nygaard, om de events, der kommer til at præge Sorø og de omkringliggende byer i løbet af sommeren. Og man kan roligt sige, at sommeren kommer til at stå i jazzmusikkens tegn:

”Vi har en kæmpestor Jazzfestival, hvor vi laver 15 – 20 koncerter i hele kommunen. Jeg tror ikke det er set i Danmark før, at man laver en jazzfestival over en uge og spiller i alle kommunens større byer. Men det gør vi”, fortæller Jesper Nygaard, og et kig på programmet bekræfter det.

Det er et tætpakket program på en hel uge. Koncerterne begynder mandag den 22. juli, og den sidste koncert afholdes søndag den 28. juli. I Sorø er der jazzkoncerter i den gamle bydel, men også i Ruds Vedby, Dianalund og Stenlille vil der være forskellige koncerter for både jazzentusiaster og andre interesserede. Og man henvender sig også til gæster, der ikke bor i Sorø og de tilstødende byer.

Koncerterne vil blive afholdt i restauranter, cafeer, udendørs og i forskellige kulturelle institutioner, og man vil kunne høre en lang række professionelle danske jazzbands lige fra triosammensætninger til bigbands. Dit Sorø erfarer, at man også satser på, at internationale musikere bliver en del af koncertprogrammet. Desuden vil lokale jazzmusikere blive inviteret til at medvirke.

Som mange vil vide, afholdes der store jazzfestivaler i både København og Århus, og håbet er at den soranske jazzuge vil drage nytte af det momentum, der er skabt på det tidspunkt. Jazzprogrammet i Sorø er af samme grund placeret sidst i juli, efter de store festivaler i de andre landsdele er afsluttet.

-Hvilke andre planer har I for sommerens events, hvad er der på programmet?

”Første weekend i august er der Lions Club-arrangement i Sorø, og dette vil også trække en del folk til byen. Endvidere har vi igen i år besøg af Det Kgl. Teater og Opera i Det Fri. De var også i Sorø i 2012, og nu kommer de igen, lørdag den 10. august. Det plejer at trække ca. 2500-3000, så vi krydser fingre for godt vejr. Arrangementet laves bl.a. i samarbejde med Sorø Kunstmuseum.”

-Hvem kommer til arrangementerne? Soranere, udefrakommende, børn, unge, ældre?

”Umiddelbart ikke så mange mellem 18 og 25 år, men derudover vil jeg sige, at både folk fra Sorø og omegn i slut-20erne samt folk op til 70 år kommer til opera. Og vi forventer også en del unge til jazzen.”

-Fortæl lidt om jeres seneste succeser.

”Der var mange aktiviteter og besøgende Grundlovsdag, selvfølgelig til de politiske møder, men vi havde også 400-500 biler fra 1930 til 1980erne i Sorø Midtby. Der var mellem 6-7000 besøgende. På torvet og hovedgaden var der et stort 50er-arrangement, som var planlagt i forbindelse med Sorø Museums aktuelle udstilling ’Da far fik bil, historier fra hovedvej 1’. Alt gik perfekt og vejret var med os. Vi regner med at gøre det igen næste år og vil ansøge, om detailhandlen har mulighed for at have åbent.”

Sorø er et gammelt kulturcentrum med Akademiet, klosterkirken, museerne og adskillige kultur- og uddannelsesinstitutioner i centrum. Der er derfor ingen tvivl om, at potentialet til at fastholde byen og omliggende byer som en turistmagnet er stort. Og Sorø Turistbureau lægger da også rigtig mange kræfter i arbejdet i form af initiativer til events, støtte i form af omtale til lokale kunstnere og formidling af de mange naturoplevelser, der er til stede i området. Det synes med andre ord vigtigt, at der er en institution som Sorø Turistbureau. Dit Sorø spørger derfor Jesper Nygaard, hvordan det overordnet står til med bureauet. Der er optimisme at spore:

”Det går den rigtige vej, nemlig fremad. Før hed vi Sorø Erhvervs- & Turistråd, men efter Sorø Kommune overtog erhvervsdelen, så ville jeg ændre navnet. Det er vigtigt at vi hedder noget andet end andre turistbureauer og skiller os positivt ud, så derfor laves der bl.a. flere events i løbet af året i Sorø og de omkringliggende byer.”

Jesper Nygaard fortæller, at SET – Sorø Event & Turistbureau – er en forening med ca. 130 medlemmer. Turistbureauet har fire ansatte ud over Jesper Nygaard selv. Et årligt tilskud fra Sorø Kommune samt kontingentkroner fra foreningens medlemmer er med til at holde turistbureauet kørende, men samtidig skal man også – påpeger Jesper Nygaard – huske på, at det, bureauet laver, er arrangementer som medlemmerne har kendskab til og indflydelse på. Så de får på den måde nogle af deres penge tilbage, og samtidig giver det også en positiv omtale af det, bureauet går og laver.

Om sin egen rolle fortæller Jesper Nygaard:

”Mit ansvarsområde er detailhandlen samt turismen. Jeg har været i jobbet i halvandet år og har en god og stærk opbakning. Kommunen er vores største kunde, og de stiller nogen krav, som vi lever op til. Det er vigtigt for mig, at vi leverer det aftalte og gerne lidt til.”

Det er svært at komme uden om Sorø Event & Turistbureaus betydning, når man taler om sommer og Sorø i samme sætning. Men i sidste ende afhænger succesen jo af, om soranerne bruger deres by, om det nu er til beskuelse af veteranbiler eller til at lytte til jazzmusik. Det sidste bliver der i hvert fald rig mulighed for.